Folkedomstolen fremstilles ofte som en uhyggelig og altødelæggende instans. Små fejltrin kan få store konsekvenser, og lange karrierer kan afsluttes i korte TV-klip. Men mange af de politikere, som folkedomstolen har dømt ude, er siden kommet tilbage og har i tilgift fået noget, man ikke kan få på statskundskab, nemlig karakter.

Måske kommer det også til at gælde for Henrik Sass Larsen, der i efteråret gik ind på Helle Thornings kontor som finansministerkandidat og ud igen som dead man walking, og så i onsdags blev gruppeformand og nu er udset til at være den, der kan redde regeringen. Nå da. Glemt er møderne med Suzuki-Torben og de andre rygmærker på Café Vanilla i Køge, og uproblematisk er også den manglende sikkerhedsgodkendelse, som ellers var meget problematisk engang. Og vigtig.

Så vigtig, at Sass Larsen efter mødet med Helle Thorning kørte angrende hjem til Køge, mens han fortalte til et kamerahold i bilen, at han havde gjort noget dumt, men ikke ulovligt, og at det var forbi.

Han har formentlig frygtet folkedomstolen, der selvfølgelig også kan være hård og har magten til at ødelægge et politisk liv på under et sekund. Den lærer os, at du kan have en nok så fin uddannelse, blåt politisk blod og ædle planer om at redde verden, men ikke kan være respekteret politiker, hvis du samtidig smsser med rockere, kører spritkørsel, heiler i Grøften, snyder i skat, drikker på statens regning eller går i seng med 15-årige piger. Så er det forbi.

I al fald for en stund. Anders Fogh Rasmussen lavede f.eks. lidt kreativ bogføring og blev fyret som økonomiminister, men mindre end ti år efter var han tilbage som statsminister. Lars Løkke blev også erklæret færdig, men kort efter statsminister, og Helle Thorning er det i dag, selv om danskerne bestemt ikke kan lide politikere, der snyder i skat. Hvis ellers hun har gjort det.

Andre eksempler er Mogens Glistrup, der opnåede genvalg fra fængslet, og Peter Brixtofte, der blev valgt ind i en kommunalbestyrelse, selv om de fleste nok var bekendt med hans mandatsvig og alkoholmisbrug. Jeppe Kofod blev landskendt politiker i løbet af en nat – med en meget ung DSU’er. Partiet kaldte det »utilgiveligt«, men det var det ikke. I stedet fik han et navn og en skæbne. Morten Messerschmidt meldte sig også engang ud af DF i skam efter måske at have heilet lidt i Grøften. Han var fuld og huskede det ikke. Ved europavalget i 2009 fik han 300.000 personlige stemmer. Vælgerne tilgav ham, ligesom de tilgav Ritt Bjerre­gaard alle hendes personsager.

Måske handler det om, at folk, der har politisk ambition og vil noget i verden, ikke kan dømmes ude. Uanset hvad. At det, der ligner en krise i pressen, kan være en karrieremaskine, hvis man kigger mere end fire måneder frem i tiden. Jeppe Kofod bliver nu spidskandidat til EU-parlamentet, og det har han kun name-­recognition til på grund af sexskandalen.

Og selvfølgelig er det ubehageligt at komme for folkedomstolen, men det er også bare historier og aviser, der hurtigt bliver glemt. Logikken synes at være, at når først en politiker er begravet, vil den næste historie handle om hans genfødsel.

Også bragt som Indspark i Berlingske den 14. maj 2012.

“Hun er ung og smuk”, skrev Information for nylig om  folketingsmedlem Pernille Skipper fra Enhedslisten, og i dag følger Politiken så op og fortæller hele tre gange, at hun – og hold nu vejret – går i høje hæle.

Godt nok er hun udset til at være partiets kronprinsesse, er jurist af uddannelse og et af de nyvalgte folketingsmedlemmer, der sammen med Joachim B. Olsen (LA) har markeret sig stærkest, men Politiken såvel som Information har alligevel vurderet, at ordene “ung”, “smuk” og “går i høje hæle” er meget mere interessante. Faktisk kan hun “kun” gå i høje hæle, står der flere gange i artiklen om hende (Politiken den 6. maj 2012).

Hvor mageløst interessant! Kun i høje hæle, og så er hun venstrefløjspolitiker. Pernille Skipper er tydeligvis en usædvanlig rebelsk politikertype, som går en strålende fremtid i møde. For vi ved jo godt, at dem derovre på den yderste venstrefløj ellers kun går i lædervest og batiktryk, i flade sko og knæhøj karse, at kvinderne har skæg, mændene sovsebryster og at alle politikere bør vurderes efter en lækkerhedsskala, før vi kan tage dem seriøst.

Eller hvad? Hvad skal vi lægge i det? Siden det netop er det citat, Politiken har valgt at fremhæve som allermest interessant ved Pernille Skipper, må svaret være: en hel del.

At hun går i stiletter er både mere interessant end hendes drivkraft og politiske holdninger. Vi ved ikke hvorfor, men det siger ifølge Politiken sig selv.

Lidt ironisk roste avisen i går på lederplads ligestillingsminister Manu Sareens forslag om at få kvinderne ind virksomhedernes årsrapporter. Ved siden af miljø og CSR og med sanktionsmuligheder som “kvindebøder” og “dialog”, hvis de ikke der kom flere kvindelige topledere og bestyrelsesmedlemmer. Kvinder er nemlig så frygteligt dygtige, lød begrundelsen, så fagligt kompetente og nærmest uundværlige, hvis der skal skabes vækst, og det skal der jo. Men i dag er det vigtigste, der kan siges om en fremtrædende kvindelig politiker, at hun går i høje hæle. Det er nemlig et tegn på, at “hun er helt sin egen”.

Nej, det er vist jer, Politiken og Information, der er helt jeres egen, og med den ene hånd skriver lange, kloge, alvorlige artikler om vigtigheden af ligestilling og kvinder på ledende poster, mens I med den anden leverer platte politiske portrætter med fokus på udseende og høje hæle.

Derfor en lille opfordring til at få højnet det journalistiske niveau. Bare så det tilsvarer politikeren. Læserne. Nutiden. Det er lidt ved at være det gamle sort at reducere kvindelige politikere til deres køn, deres hæle, make-up, tøj og hår, og som jeg husker det, blev Løkkes fysik heller ikke ligefrem fremhævet, da han blev udpeget som kronprins i Venstre. Der er vist heller ikke nogen, der kan forestille sig, at en mandlig politiker bliver omtalt som sit partis mulige leder, fordi han er “flot”, “høj” og “kun går i slips”, vel?

Men Pernille Skipper er “ung”, “smuk” og “kun i høje hæle”. Sikkert. Og i Politiken og Information ikke den, der er dummest at høre på.

Øremærket barsel til mænd er ikke god liberal latin. Familierne kan selv finde ud af at fordele barslen, lyder argumentet. Men kan de? Jeg kunne ikke. Og jeg kender desværre heller ikke mange, der har været i stand til det.

I stedet har jeg set en masse blive skilt, fordi kvinderne betragtede børnene som deres private ejendomsret, eller fordi mændene ikke tog faderrollen på sig. Så måske er øremærket barsel ikke så dårlig en idé? I al fald ikke hvis vi betragter mænds barsel som en styrkelse af deres ansvar og ret til at være lige så meget forælder som moderen. Måske skal vi tage virkeligheden lidt mere med på råd i stedet for at lade ideologien komme i vejen.   

Lidt fakta. Danske mænd tager under 9 % af den samlede barsel. Ikke ligefrem imponerende. I Island, hvor man i 2000 indførte øremærket barsel til mænd, tager ca. 90 % af dem barsel i mindst tre måneder, og antallet er stigende. Det samme er antallet af deleordninger efter skilsmisser. Før 2000 var det mere undtagelsen end reglen, men nu er ordninger, hvor forældrene deles om deres børn, også efter skilsmisse, markant mere udbredt. Den øremærkede barsel har medført den væsentlige kulturændring, at mænd i høj grad betragter børnene som deres ansvar. De er ikke bare kvindernes privilegium.

Interessant nok har det ikke været en del af debatten i Island, at ordningen var et indgreb i privatlivet, i familiernes frie valg. I stedet har man fokuseret på, at den er en udvidelse af mænds rettigheder, og at børn kun nyder godt af, at far og mor deler ansvaret. Men i Danmark opfattes øremærket barsel til mænd som tvang. Som Big Mother-agtigt og en feministisk undertrykkelse af mænd. Og vi skal jo huske på, at feminist er blevet et skældsord. Uha uha.

Det er imidlertid på tide at se lidt på, hvordan verden ser ud. Vi lever i kernefamilier, regnbuefamilier, sammenbragte familier, som solomødre, homofædre, fraskilte eller deleforældre, og når familieformerne er så forskelligartede, hvorfor så ikke individualisere rettighederne? Hvorfor skal barslen være kollektiv?

Vi får næppe ligestilling mellem kønnene, lige løn og lige fordeling af opgaverne i hjemmet, så længe det er kvinderne, der tager barslen. Det er tosset at indføre bestyrelseskvoter (og det er heldigvis også blevet droppet), når det er et helt andet sted, der er behov for forandring, nemlig i hjemmet. I vores forståelse af forældreskabet.

Her er et billede fra Steno-apoteket på Vesterbro i lørdags. Det viser, at børn er kvindens ansvar, og derfor hedder det også Mor & Barn og ikke Forældre & barn:

Naturligvis er der ammeindlæg på hylden, og det er næppe far, der bruger dem, men alligevel….kald dog hylden Pleje af barn. Det er jo M/K.

Og dog…

Frisøren Uffe Buchardt udtalte for et års tid siden til Politiken, at mænd, der går tur med barnevognen og tager et halvt års barsel, lige så godt kan få cuttet kønsorganerne med det samme. Sådan en flok feminiserede hanner. Jeg grinede dengang af hans provokation, for jeg så dem jævnligt, hanmødrene, venindemændene, der med dunet hipsterskæg, kæletatovering og hængerøv gik rundt og så hengivent på den lille under libertydynen.

Men jeg griner ikke så meget mere. For i dag kan jeg se, at maskuliniteten må sidde noget løst på de mænd, der føler sig kastreret, bare fordi de skubber rundt med en barnevogn eller tager et halvt års barsel. I dag kan jeg også se, at det er de mænd, der tager et ansvar – også for deres børn – der er de mest sexede.

Med øremærket barsel får flere af dem også mulighed for at tage et ansvar, for på trods af kvindefrigørelse og uddannelsesmæssig jævnbyrdighed er det stadig sådan, at kvinder tager over 90% af barslen.  Det er lidt morsomt, at kvinder kræver progressivitet og ligestilling på arbejdsmarkedet, men fastholder et reaktionært mønster i hjemmet, og at vi vil have adgang til direktioner og bestyrelser, men ikke selv er i stand til at give vores mænd adgang til deres egne børn. Ikke altid i al fald.

Og nej, øremærket barsel er ikke god liberal latin, men det er der så meget, der ikke er. Til gengæld vil det give god mening i rigtig mange familier, så ja tak til individuelle rettigheder til henholdsvis mænd og kvinder.

Elite. Et sjofelt ord i det danske sprog og et udtryk, vi i øjeblikket bruger om alt det, vi ikke kan lide. Vi kender i forvejen elitefeministerne, som tager fejl i alt, fordi de er veluddannede, og ny i klassen er øko-hippierne, der ifølge sociologistuderende Ulla Holm er elitære, fordi de ikke spiser lørdagskylling, men ramsløg og mælkebøtter. De tror også, de er bedre mennesker, og det er meget dårligt af dem.

Og ifølge en kommentar i Berlingske forleden af Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance er det sørme også ”eliten”, der har defineret, at deres løbeture og røgfri stuer er det eneste rigtige, og når det kommer fra eliten, kan det selvfølgelig umuligt være rigtigt. Eller godt. Det siger sig selv.

Eliten er blevet en broget forsamling af kvinder i den kreative klasse og hjemmegående speltfædre, af karrieremoralister, øko-hippier og folk, der er ambitiøse i deres valg af livsstil. Dem bryder vi os ikke om, for de minder os om vores egen utilstrækkelighed og får os til at føle os fede og dumme og alkoholiserede og som dårlige forældre, der hælder affaldsmad i vores børn. Ikke mindst derfor skal eliten holde kæft.

Nej, de må faktisk godt tale, for så kan vi skiftevis gøre grin med deres lækkerprogressivitet og bekæmpe dem som undertrykkere. Undertrykkere af os, frihedskæmperne, der vil have ret til at leve vores liv, nøjagtigt som det passer os. Uden trippede kostpyramider, trappemaskiner, Politikens kultursektion, kanonlister og arty-farty besøg på Louisiana eller uforståelig badutspring på Det Kgl. Teater.

Som sådan er der ikke noget nyt. Siden 60’ernes rindalismedebat har mønsteret været tydeligt og genkommende. Vi graver retoriske grøfter mellem os og dem, forveksler argumenter med aversioner og definerer løbende en såkaldt elite eller overklasse, vi kan tage afstand fra. I øjeblikket synes ”eliten” at være defineret ved dens forsøg på at leve sundere, og det tolker vi som tegn på moralsk overlegenhed. Uha uha.

Mens de såkaldt ”moralsk overlegne” formentlig mener, at de taler fornuftens og det almenes sag, opleves det af andre som ringeagt. Som formynderi og fascisme. Og her i tiden efter smagsdommernes død har ofrene for ringeagten mere ret end dem, der reelt har viden. Eller ambitioner.

Peg en moralsk humanist ud, og du har vundet diskussionen, særligt hvis du trumfer med at kalde vedkommende intellektuel eller bedre: elitær. Det betyder, at man slet ikke behøver tage vedkommende alvorligt, f.eks. som vi så det for et par år siden med en gruppe kvinder, der ville have øremærket barsel og flere kvinder i bestyrelserne. De kaldte sig Albright-gruppen, men da de blev omdøbt til elitefeminister, blev vi fritaget for at tage stilling til deres forslag, og siden er der ikke rigtig nogen, der har hørt fra dem.

I 60’erne og 70’erne så vi en alliance mellem akademiske socialdemokrater og den kulturelle overklasse, og dengang var hovedfjenden alt det reaktionære og småborgerlige. Dyder var progressivitet, nytænkning og frigjorthed. I dag er det billede for længst vendt. Nu handler det f.eks. om at stå fast, være konsekvent og ”tale folkets sag”, hvilket kan være svært at adskille fra laveste fællesnævner. Helle Thorning, der er en ledertype, som lytter og diskuterer, bliver således karakteriseret som blank og helt forkert. Skal vi tage hende alvorligt, skal hun i gang med at tæske journalisterne på plads, når der er pressemøde. Ligesom Anders Fogh gjorde. For håndfasthed, ah, det kan vi lide.

Den konflikt, som engang blev tænkt som en økonomisk modsætning mellem klasser, mellem udbytterne og de udbyttede, blev i nullerne for alvor afløst af en kulturel eller livsstilsbetinget, og her i 10’erne ser vi, at udkants-krystalhealeren med hang til biodynamiske gulerødder udråbes til ”elite”. I 70’erne og 80’erne var hun godt nok en harmløs hippie, der ikke blev inviteret indenfor i de småborgerlige parceller, men i dag er hun en moralsk overlegen undertrykker, der prøver at gøre os skamfulde over vores billige chips, fede lår, latterlige realityprogrammer og folkeskoletillærte ambitionsniveau i absolut knæhøjde.

En vis vrangvillighed overfor ”eliten” kan have selvfølgelig sin charme, og generelt er det sundt med en god portion anarkistisk skepsis overfor alt, der kommer særligt oppefra. Både Rindal, Glistrup og Fogh brugte f.eks. denne impuls til at sætte en dagsorden, der ændrede Danmark. Men til det bedre?

Umiddelbart kan det se ud, som om de gjorde det til toppen at slikke bunden, amatøren til ekspert, mavefornemmelsen til domstol og helt legitimt at afskrive moderne kunst som noget lort. Vi blev for alvor introduceret til en verden, hvor ingen foragter dem, der mangler dannelse – i stedet foragter vi dem, der har den. Eller i det mindste prøver.

Klassisk de universitetsuddannede, kunstnerne, de kunstinteresserede, dem, der spiser med sølvbestik, kan ride på en hest, sejle en båd, kende en dårlig rødvin fra en god, tale i lange sætninger og har en bogreol. Og sikkert også kan latin. Hvor helt vildt tåbeligt.

Vi bekæmper og latterliggør eliten, der nu også inkluderer krystalhealere og biodynamiske bønder, men er ironisk nok i ekstase over afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller, som ellers både var superliga, verdensklasse og eliternes elite. Han var en dinosaur, og sådan et menneske laver man vist ikke mere, lyder det henført. Og så kørte han endda til forhandlingerne om Nordsøolien i en Ford Fiesta. Hvor storslået at være så almindelig! Søn af Danmark og som sådan i familie med alle os, der jo også er danskere.

Jeg skal ikke kunne sige, om han følte sig åndeligt beslægtet. Men lige så patetisk det er ukritisk at tilbede en skare af udvalgte eller selvudvalgte, lige så pinagtigt er det efterhånden at se den udbredte leflen for masserne og løbende udpegning af ”elitære”, dvs. af nye befolkningsgrupper, vi af en eller anden grund ikke kan lide.

I virkeligheden fordi de minder os om vores egen dårlige samvittighed og om, at vi godt kan gøre det lidt bedre. At vi godt kan smøre en lidt bedre madpakke til vores børn i morgen end vi gjorde i dag, og at det realityjunk, vi ser stadig mere af i tv, er et pinligt vidnesbyrd om, at vi har dårlig smag i kulturoplevelser. Eller værre: ikke kan skelne lort fra lagkage.

Og det er ærligt talt ikke noget at være stolt af.

Varde Kommune gør det, Nyborg gør det og nu skal Frederiksberg også til at gøre det. Ringe til skoletrætte folkeskoleelever, der ikke kan komme ud af sengen om morgenen. For tiden ringer en offentlig ansat i Nyborg Kommune til 16 elever for at få dem ud af fjerene – en service, som kommunen i snart to år har kunnet tilbyde dens borgere, og som Frederiksberg altså er blevet inspireret af. Derfor søger de nu en “morgenvækker”.

Erfaringerne er ifølge Nyborg Kommune gode. Også med at besøge ellers velfungerende familier og hjælpe dem med, hvordan de får slukket computeren kl. 22.30 og sendt deres børn i seng. Det fortalte den lokale vækkekonsulent forleden til Berlingske, og man må virkelig beundre kommunen for dens omsorg. Gad vide, om den også ringer til folk, der skal op og på arbejde? Eller som gerne vil puttes med ønske om søde drømme? Det manglede da bare.

Af og til opfører virkeligheden sig yderst usportsligt overfor RokokoPosten. Man kunne nemlig umiddelbart få den tanke, at det var en joke. Men det er det ikke, og det var det heller ikke, da undervisningsminister Christine Antorini (S) i efteråret blev filmet i supermands-kostume i forbindelse med kampagnen ”Godt du kom”. Dengang kunne vi også sende en sms med teksten ”OP” og bestille ”et sjovt wakeup call”, hvis vi af en eller anden grund ikke selv kunne få vores børn op om morgenen. Kampagnen kostede 15 mio. kr., og resulterede i en fin hjemmeside, som jeg ikke ved, om der er nogen, der besøger i dag.

Når der er et underskud på næsten 100 mia. kr. på statens budgetter, er 15 mio. kr. selvfølgelig kun en dråbe i havet. Det samme er udgifterne til en kommunalt ansat ”morgenvækker”, og det skal jo heller ikke handle om penge det hele.

Men måske lidt om ansvar. Kan det virkelig være en offentlig opgave at få vores børn i skole? Er det ikke først og fremmest en offentlig opgave at få skolerne til at lære vores børn de basale læse- og skrivefærdigheder? Det skulle man tro.

Som mor til en søn i en dansk folkeskole på Østerbro kan jeg få øje på en række områder, hvor det synes mere væsentligt at styrke indsatsen. Hvorfor er der f.eks. så højt sygefravær blandt lærerne? Det sker efterhånden ugentligt, at de i hans klasse har vikar eller en lærer på kursus. En klasse, der i øvrigt er gået i omegnen af 12-15 børn ud af. Og han går i 1. klasse nu.

Det lyder ekstremt, men desværre er det ingenlunde et enestående tilfælde. For nylig viste en undersøgelse, at der generelt er mere sygefravær blandt folkeskolelærere end elever. I 2010 havde en lærer i gennemsnit mere end ti sygedage, mens en elev havde ni, og man kan jo spørge sig selv, om det får børnene til at møde til tiden, at undervisningen så ofte er aflyst eller læreren erstattet af en vikar.

Men en ting er sygefravær, noget andet er fravær pga. kursusaktiviteter, hvilket jeg vil hilse at sige, at der er en hel del af. Kurser i håndtering af mobning, i Facebook, tværfagligt samarbejde, forbedring af sprogkundskaber, pædagogisk metode osv. osv., og det er også meget fint, men hvorfor ikke udnytte den usædvanlig lange sommerferie til at blive fagligt opdateret? Kun få er så ferie-privilegerede som skolelærerne, og mig bekendt er det ingen naturlov, at kursusaktiviteter partout skal finde sted i løbet af de ni måneder, der undervises i.

Morgenbrød på skolerne, godt du kom, skægge morgensmser, en sær hjemmeside og en undervisningsminister i superheltekostume. Antorini har afsat en pulje på 7 mio. kr. til initiativer, der kan nedbringe børns fravær i skolerne,  men helt gratis vil jeg foreslå hende at få undersøgt årsagen til det høje sygefravær blandt folkeskolelærere og måske se på sammenhængen mellem det og børns fravær. Helt konkret kunne der også være en pointe i at få nedbragt fravær pga. kursusaktiviteter, så lærerne i undervisningstiden kan koncentrere sig om at undervise vores børn og ikke være rollemodeller for fravær. Af den ene eller anden årsag.

Varde, Nyborg og nu Frederiksberg Kommune kan selvfølgelig også overveje, om ikke de skal ringe til folkeskolelærerne, når nu de er i gang med morgenvækningen. Måske rykke ud om aftenen og hjælpe dem med at få slukket computeren, som de gør i Nyborg.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at der nu er gået en hel måned uden at der er gået en elev ud i min søns folkeskoleklasse. De er 12 tilbage, og selv om jeg gerne vil bakke op om den danske folkeskole, har jeg bestemt blik for de mange udmærkede privatskoler i området. Der vil min søn sikkert også møde mange af sine tidligere klassekammerater.

Men før det evt. sker, lover jeg at sende Antorini en sms, hvis han ikke har haft vikartimer i en hel uge. Det har vi vist stadig til gode at opleve, men skulle det ske, vil jeg skrive “Godt de kom” til Antorini. Det er borgerdeltagelse, det er innovativt, det er sådan, man får folkeskolen til at fungere.

Se bare her:  http://www.youtube.com/watch?v=YzbN7WAnpis

Ligegyldig, kvalmende, selvfed og lækkerprogressiv. Siden en række kunstnere og kulturpersonligheder lancerede bevægelsen »Generation i« for en uge siden, har mange været ude med riven.

Ikke kun menigmand på Facebook, men også Politikens lederskribent Kristian Madsen, Berlingske-blogger Mads Kastrup og sociologen Henrik Dahl, for hvor er det bare latterligt, at kultureliten vil skabe mere forståelse og stå op imod ensretning, fordomme og diskrimination. Hvor flippet, hvor teenageagtigt. Al den idealisme og så fra voksne mennesker. Puha.

Men hvorfor vækker projektet så stor vrede? Det undrer mig, der ligesom så mange andre har været inde på hjemmesiden for at læse om kulturpersonligheder som Bent Fabricius-Bjerre, Sara Blædel og Frank Hvam, om deres engagement og hvad det vil sige at bevare et åbent sind.

Et åbent sind. Ellers en ret sober intention, ikke sandt? Måske kan det endda være inspirerende og helt opmuntrende, at det ikke kun er forbeholdt tosser og teenagere at ville gøre verden til et bedre sted. Som de fleste har oplevet, kan det jo være ret svært at gå gennem livet med en intakt ildsjæl – langt de fleste udvikler en kynisme eller en parcelhusagtig tilgang til verden, hvis eneste tilbageværende gløder er dem i webergrillen. ’Generation i’ vil det anderledes. Hatten af for det.

Og ja, projektet er da sikkert forlenet med en hel del iBranding. Hjemmesiden er cool og tv-klippene superprofessionelt lavet, og bagmændene er da også reklamemanden Gaute Høgh, tv-producent Camilla Hammerich og forfatter Olav Hergel. Folk, der kan sit kram og forstår at levere et budskab på en swaaaag måde.

Men det er ærligt talt også ukontroversielt grænsende til tandløst, og derfor er det lidt sjovt, at kommentator-Danmark viser tænder og snerrer så bidsk – for er det virkelig så slemt at være en smule lækkergod?

Måske skulle vi i stedet spørge os selv, hvorfor vi får så ondt i måsen? Om vi selv er blevet de mennesker, vi drømte om at være, da vi som 17-årige røg fede og operation dagsværkede den, drevet af hormoner og forstads-revolutioner. Og om ikke snarere vi skulle gøre noget ved den stille desperation, der gennemløber vores egne liv frem for at spytte på andres engagement.

Også selv om jeg ikke køber Generation i-Tshirten, kan jeg ikke se anden grund end blaserthed og knækkede illusioner til at fnyse af mennesker, der har bevaret lidt af idealismen. Som tror på, at verden er ung og stadig kan formes. For det ville jo være skønt, hvis de havde ret.

Læs mere om bevægelsen her: www.generationi.me

Og tjek f.eks. hvad evig-cool Bent Fabricius-Bjerre fortæller: http://www.youtube.com/watch?v=AZQdcyfiHuI

Også bragt som Indspark i Berlingske den 31. marts 2012.

Vi har mistet troen på ægteskabet, skrev flere medier i går og citerede samlivsekspert Ingrid Ann Watson, der havde kigget på de nye tal fra Danmarks Statistik. De viste, at 27.200 personer blev gift sidste år, og at det var det laveste antal siden 1983. Watson mente, det var de mange skilsmissers skyld og uddybede:

- Først og fremmest har folk opgivet at blive gift, fordi der er så mange, der bliver skilt. Der er mange af de unge, der er desillusioneret. Ægteskabet er ikke det samme i dag, fordi der er mange, der bliver skilt. Det lover ikke godt for et giftermål.

Da Danmarks Statistik præsenterede den samme konklusion sidste år, mente Ingrid Ann Watson, at det var den dårlige samfundsøkonomi, der bar skylden, og til næste år er det nok fordi, at vi ikke kan lide vielsesritualet eller kirken længere. Det må være dejligt at være ekspert i Danmark – det er som en lang time i gymnasiet, hvor man ikke behøver at have læst lektier, man skal bare række hånden op. For måske skyldes store dele af faldet i antallet af ægteskaber noget så forudsigeligt som at det er de små årgange, der bliver gift i disse år. Færre mennesker, færre vielser. Det kunne en kritisk journalist måske have indvendt, men så havde vi selvfølgelig ikke haft en historie om en presset institution. Om sædernes forfald. Om at flere lever på grisebassen. Eller hvad det nu var en historie om.

Men man kan jo også indvende, at det lover godt for vores tro på ægteskabet, at man kan slippe ud af det igen. At det højner dets attraktionsværdi, særligt hvis man har oplevet sine forældre plage livet af hinanden. Socialminister Karen Hækkerup (S) skal derfor have en stor TAK for at ville gøre det nemmere at blive skilt – hun mener, at folk frit skal kunne vælge mellem en hurtig skilsmisse eller en langsommere proces med parterapi og skilsmisserådgivning. At den lange separationsperiode er et levn fra en tid, der er forbi og at det eneste, der er tilbage, er følelsen af et statsformynderisk indgreb i den enkeltes frihed.

I Danmark er det imidlertid sådan, at vi skal juble, når folk bliver gift og beklage, når de bliver skilt. Vi skal mene, det er et samfundsproblem, at færre bliver gift, og vi skal nikke til, at kernefamilien er den rigtige måde at leve sammen på. Godt nok mener mange af os, at religion er en gang sludder, men selv om Gud har forladt koteletgrunden, lever værdier videre fra dengang, der ikke var så meget flip og frigørelse.

Karen Hækkerup skal også have en tak for at have vist, hvor reaktionært store dele af det borgerlige Danmark er. Ikke overraskende har Pia Kjærsgaard kaldt ideen om hurtige skilsmisser ”uansvarlig”, mens familieordfører Tom Behnke har benyttet lejligheden til at fortælle verden, hvor samfundsbevarende og helligt ægteskabet er.

Herudover har en stribe borgerlige debattører argumenteret for, at ægteskabet er så alvorlig og fin en institution, at Hækkerups forslag må karakteriseres som en krigserklæring, og at hun desuden også bare er en feminist, der vil nedbryde familien og fjerne børnene fra forældrene. For sådan er feministerne jo. De vil giftes med velfærdsstaten og leve i store lesbiske bofællesskaber, hvor mænd er sæddonorer og børn overladt til statshippierne dagen lang. Det ved enhver.

Flere af de debattører, der har været mest forarget over Hækkerups forslag, argumenterede under den såkaldte ”speltdebat” for det naturlige i, at mænd tager på arbejde, mens kvinder går derhjemme, og man kan spørge sig selv, hvorfor de på højrefløjen er så forandringsangst? Så ubekvem ved den moderne verden og i virkeligheden også ved de mennesker, der tillader sig at træffe individuelle valg?

I det hele taget er det tankevækkende, at folk, der ellers frejdigt advokerer for mindre statslig kontrol og færre forbud, ikke er tynget af samme frisind, når det kommer til noget så personligt som sex og samliv. Så skal vi lægge øre til gardinprædikener og hellig moraliseren, der ekkoer noget så ufestligt som Faster Anna fra Matador.

Om de selv kan se det, skal jeg ikke kunne sige, men der er da lidt småkomisk, at de sorte, der klassisk beskylder de røde for at liste sig ind i folks hjem med utidig indblanding i ryge-, drikke- og madvaner, ikke holder sig ikke for gode til at ville bestemme, hvem vores sex- og kærlighedspartnere er og hvor længe vi har dem.

Selv Cepos, den borgerlige tænketank, der ellers plejer at appellere til, at vi ikke lader vores private fornuft fortrænge af politisk fjernkontrol, synes også, det er helt fint at pålægge borgere en tænkepause på 6-12 måneder. For mens vi kan tage personlig stilling til alt fra legetøj i Happy Meals til vidtrækkende EU-spørgsmål, er det straks meget sværere med vores eget ægteskab. Her ved staten bedst, og skilsmisser er samfundsnedbrydende.

Men i dag bliver 40 procent af alle indgåede samfundsbevarende og hellige ægteskaber opløst, og alligevel er Danmark ikke kollapset. Måske fordi skilsmisser ikke er undergravende for samfundets fundament. Bare et bud.

I Syddanmark tilbyder statsforvaltningen nu borgerne at blive skilt på et kvarter. ”Galimatias,” mener DF, men ikke desto mindre blev der ifølge Danmarks Statistik udført otte-ni skilsmisser sidste år på forvaltningen. Dagligt.

For hvorfor vente, hvis man har truffet beslutning om at være lykkeligt skilt i stedet for ulykkeligt gift?

”Jeg snupper lige et år på dagpenge for at få mere tid til mit barn.” Det var der engang en mor, der sagde i min søns børnehave. Tilsyneladende uden at skænke det en tanke, at regningen, den var hun på vej til at sende videre til folk omkring sig. Til forældre, som da sikkert også gerne ville have mere tid med deres børn, men som i stedet kunne få lov at finansiere hendes sabbatår.

Hendes dagpenge kom jo ikke fra et pengetræ, men fra os med et arbejde, og da jeg for nylig stødte på holdningen igen-igen, besluttede jeg mig for at sige farvel og tak til min a-kasse. Jeg gider ikke længere være til grin og betale 5.544 kr. hvert år til et dagpengesystem, der desværre også er varmestue for folk med dårlig arbejdsmoral.

Vi har et velfærdssamfund, hvor over halvdelen af os står udenfor arbejdsmarkedet. Det har aldrig været meningen, men sådan er det blevet. Vi har også et velfærdssamfund, der forudsætter, at vi har en høj etik og arbejdsvillighed. Det har vi ikke. Altid. Det er så langt fra kun dagpenge-moderen, der har glemt, hvem det er, der betaler for hendes ydelser og tilskud, og hun er da heller ikke den eneste, der ikke skammer sig det fjerneste over at tørre regningen for sit liv af på andre.

Da jeg læste Humaniora i Aarhus, var man f.eks. lidt dum, hvis ikke man tog et år på dagpenge bagefter. For at slappe af efter de ”anstrengende” studier. På en tidligere arbejdsplads blev der takket nej til fuldtidsarbejde – det var meget federe at være på deltid og få supplerende dagpenge. Så kunne man også nå til pilates over middag.

Og jeg har siden mødt folk, der har spekuleret i tilskud, orlovsordninger og fripladser, så de kunne slippe for deres kedelige arbejde og være lidt mere derhjemme. Være lidt mere sammen med deres børn, som det så ædelt hedder, desværre indpakket i en ret uædel moral. For der er ikke specielt ædelt at realisere sig selv som mor, når det sker på bekostning af andre, og selvfølgelig er det skønt at kunne hente tidligt, men næppe for dem, der får regningen og må hente senere.

Måske skal vi i højere grad få synliggjort forbindelsen mellem den enes tilskud og den andens tid og arbejdsindsats, for der er altså noget galt, når veluddannede og ressourcestærke mennesker ikke føler nogen skam over at tage to år i dagpengehængekøjen, men åbenlyst skilter med det, selv om andre skal betale for det. Så er pengene blevet for anonyme, og det er absurd.

Klassisk afføder en klumme som den her reaktioner i retning af, at jeg sparker nedad. Nå? For the record er jeg eneforsørger, bor til leje, har ingen bil, ingen forældre og arbejder meget for at betale mine regninger efter jeg er blevet plyndret i skat. Jeg vil selvfølgelig gerne betale til, at de svagest stillede får en hjælpende hånd, men jeg tillader mig at spørge: er denne gruppe svag?

Nej, det er den moralske fiber, der er svag, og vores velfærdssamfund må nødvendigvis vakle, hvis ikke det hviler på det, Max Weber engang roste os for at have, nemlig en solid arbejdsetik. Protestantisk eller ej. Det er længe siden, og Weber er for længst død, men kunne han stå op af graven og se den hæveautomat, der er blevet vores velfærdssamfund, ville han formentlig være faldet død om en gang til.

Nå, for de 5.-6.000 kr., jeg tidligere lagde i hæveautomaten, vil jeg nu tage på en miniferie med min søn. Et sikkerhedsnet er væk, men det lever jeg med. Kan I have det så godt og farvel a-kasse.

Måske er det på grund af kvindelige politikere som Margaret Thatcher og Ritt Bjerregaard, at vi allerede nu er så træt af Helle Thorning-Schmidt. Gennem årene har Thatcher og Bjerregaard lært os, at kvinder, der vil magten, hverken er søde, artige eller pletfri. At de ikke slår håret ud og griner piget, når der er konflikt, men er kontroversielle og kæmper for deres synspunkter, fordi kampen for synspunkterne samtidig er kampen for en bedre verden.

Helle Thorning derimod smiler indladende og lover, at ”der kommer en god løsning i morgen.” Lettere mentalt airbrushed, også kaldet den blanke elev fra flinkeskolen og naturligvis fast inventar til alle forældremøderne, fordi der ikke skal kunne sættes en finger på hende. Det var Thatcher og Bjerregaard uinteresseret i. De ville hellere sætte et fingeraftryk på verden.

Mens der er mange, der kritiserer Thorning, er der ingen, der foragter hende. Måske fordi foragt kræver format. Det havde Ritt Bjerregaard, der blev foragtet for at føre sig frem, også selv om hendes kolleger Nyrup, Auken og Lykketoft gjorde nøjagtigt det samme, hvis da ikke de slagtede løs på hinanden. Noget, der selvfølgelig også var værre, hvis Ritt deltog i det. Hun blev desuden kaldt magtsyg, mens de andre bare deltog i spillet om magten, og hun var svaret på flere kvinder i politik – hun måtte bare ikke opføre sig som politiker. Dvs. søge konfrontationerne, tage de upopulære beslutninger og ville den magt, man fortjener at miste, hvis man griner følgagtigt af den.

Jeg tænkte på Helle Thorning-Schmidt og Ritt Bjerregaard, da jeg forleden så filmen om Margaret Thatcher, ”Jernladyen”, som hun blev kaldt (og sikkert ikke var ked af at blive kaldt). En demensfilm mere end en politisk film, men mest af alt en film om de værdier, Thatcher var rundet af, og som omkransede hendes virke som politiker – vel det tætteste, man kommer på det store kolde bord i blå borgerlighed.

Havde Thatcher foreslået betalingsringen, havde hun også gennemført den, sagde tidl. statsminister Poul Schlüter i forbindelse med premieren, og deri har han sikkert ret. Uoptaget af spørgsmål om, hvad hun føler – ”spørg mig, hvad jeg tænker” – minder Thatcher os om, at vi i vores samtid synes mere optaget af at vise os frem end af at handle og lave reformer. Selv lagde hun arm med fagbevægelsen adskillige gange, ledte landet i krig og gennemførte markante ændringer af det britiske samfund. Uden at give køb på sig selv eller sælge ud af sine principper.

I det hele taget delte hun vandene og var vist kun en charmetrold for de udvalgte få, og måske kunne hun heller ikke have skabt de forandringer, hvis hun havde været en empatisk forhandlende og evigt anerkendende Dalai Lama-type, certificeret i girafsprog, god karma og positiv psykologi. Det var hun ikke. Thatcher var politiker, og hun opførte sig som politiker, kvinde eller ej. Iklædt broche og blåt søgte hun magten, ikke rampelyset og var revnende ligeglad med at posere på forsiden af dameblade og deltage i indfølende sofainterviews, for hvorfor skulle hun det? Selvfølgelig var tiden en anden, men alligevel. Hun fiskede ikke efter troløse sympatistemmer, men navigerede loyalt efter et konservativt værdisæt og drev England efter nøjagtigt samme principper som sine forældres købmandsforretning. Pligt over lyst, ansvar frem for anglen og føleri.

I biografmørket tænkte jeg: Hvad er det mon for principper, Helle Thorning-Schmidt styrer efter? Hvad er det for en vision, hun har for Danmark? Og vil man en dag kunne lave en særlig interessant film om hende, Danmarks første kvindelige statsminister?

En dag vil det formentlig blive gjort om Ritt Bjerregaard, der på dansk grund skabte en skabelon for kvinden som politiker. En skabelon, som Helle Thorning skulle overveje at tage ved lære af, ligesom vi i dag kan lære meget af Thatchers måde ikke at være til salg for skiftende folkestemninger.

Året før Thatcher blev premierminister, blev Bjerregaard selvfyret som undervisningsminister for at have overnattet i luksussuiten på Hotel Ritz i Paris. Det var i 1978, og hun fik klø, betydeligt flere end Henning Christophersen, der på samme tidspunkt havde været i New York og brugt langt flere penge på hoteller. I dag ville hun formentlig være blevet bedt om at betale for suiten selv, ligesom Lars Løkke, der må hoste op med 154.000 kr. for sin rygekabine, og de ville begge have indkasseret bank på en aldeles ligestillet måde. Men dengang var det anderledes, hun kneb en tåre og så aldrig igen. Kort efter var hun tilbage, sikkert klogere på, hvad der gælder for spilleregler for politikere og i særdeleshed kvindelige politikere, og at man ikke skal indlogere sig på et hotel, der ordspiller for meget på ens eget navn.

Nogen bodsgang i offentligheden gik hun mig bekendt ikke. Hun holdt hovedet højt, også da hun i 1991 blev ramt af ”lejlighedssagen” og måtte gå af som gruppeformand. En sag, der i øvrigt blev opgivet af kommunen og senere viste sig at være en ren mediesag.

Men mere interessant: vælgerne straffede hende ikke i de valg, der fulgte. Måske fordi vi godt kan lide politikere, der ranker ryggen og nægter at blive sendt til tælling af sager, der i virkeligheden er langt mindre end de pågældende menneskers politiske evner. Og fordi Bjerregaard ikke kun var interesseret i magten, men også vidste hvad hun ville med den. Modsat Thorning, ligesom Thatcher.

Takket være Ritt Bjerregaard er det blevet mere legitimt at være en ”karrierekvinde”, uden at man skal behæftes med mistanken om, at man nok er følelsesmæssigt afstumpet eller i virkeligheden en ret dårlig kvinde. For hun har vist, at for at få en anderledes karriere må man træffe anderledes livsvalg, heraf en del fravalg, f.eks. af børn, og om der er tale om et stort offer eller ej, må det være op til den enkelte at afgøre.

For mange, særligt kvinder, ligger der en skyldsmotor gemt i familiens skød, og den giver en splittelse i forhold til det professionelle liv. Bjerregaard afmonterede den ved at vælge børn fra, Thatcher overlod dem til manden, men Thorning jagter at være perfekt mor OG statsminister. Og måske er det muligt – det eneste, der burde være umuligt, er vel at blive valgt til statsminister, når man ikke har noget projekt. Vi får se, hvordan vælgerne reagerer ved næste valg.

Well, en hyldest til Ritt Bjerregaard og Margaret Thatcher i dagens anledning. En tak her på kvindernes Internationale Kampdag for at have haft så meget format, at de blev foragtet, for at holde sjælen rank og for at have besvaret ønsket om flere kvinder i politik ved rent faktisk at opføre sig som politikere.

Og til sidst et citat fra filmen og en dame, der næppe ville tale om gode løsninger i morgen eller om forhandlinger, der bare går så godt, så godt. Og slet ikke grine piget af sin egen magt.

”Vogt dine tanker, for de bliver til ord. Vogt dine ord, for de bliver til handling. Vogt dine handlinger, for bliver til vaner. Vogt dine vaner, for de bliver din karakter. Vogt din karakter, for den bliver din skæbne. Vi er, hvad vi tænker,” siger Margaret Thatcher.

And I salute you.

Engang handlede ligestillingskampen om ligeløn, barsel, seksuel frigørelse, jobmuligheder og retten til at blive betragtet som individ og ikke som gruppe. I dag diskuterer vi farven på legoklodser, kønsbehåring og kvindetagen på Bella Sky. Kære medsøstre, kan det ikke blive for småt?

Jeg mærker i al fald ofte ”de røde sko” trykke. Også lidt af pinagtighed over, at vi ikke tager fat på mere nuancerede ligestillings-emner eller formår at løfte blikket og se ud over Danmark grænser. F.eks. kunne vi jo forholde os til de millioner af muslimske kvinder, der har færre borger- og frihedsrettigheder end kvinderne havde i antikkens Rom for 2.000 år siden. Eller til at der i dag er 550 mio. kvinder i verden, som hverken kan læse eller skrive, heriblandt er det tilfældet for over 90 % af kvinderne i de pakistanske stammeområder. Men pyt da med dem. Vi vil hellere luksusdiskutere bestyrelseskvoter eller skrive lange klummer om vores børn, og om hvor vidt det er godt eller skidt for dem at være overladt til alle statshippierne i børnehaven.

Som jeg har forstået det, handlede kvindekampen i 70’erne om at give kvinder maksimal frihed til at leve det liv, de nu engang fandt mest interessant. Om at give mænd og kvinder de samme muligheder. Men her 30-40 år senere er vi enten beskæftiget med latterlige småting eller med at gøre hinanden så ufrie som muligt ved at konstant at fremhæve rigtige og forkerte måder at være kvinder på.

Tænk f.eks. på speltdebatten her i Berlingske, som anviste to højest karikerede veje for den moderne kvinde, nemlig speltmor eller karrierekvinde, og i det hele taget demonstrerede et forstemmende og reaktionært syn på, hvad en såkaldt god mor er.

Eller tænk på statsminister Helle Thorning-Schmidt, der var på forsiden af Alt for Damerne i efteråret under overskriften: ”Jeg har endnu aldrig misset et forældremøde”. Uha da, tillykke med det. Det har jeg, flere gange faktisk, men jeg tror heller ikke, at en god mor kan måles på antallet af forældremøder, ligesom jeg nok heller ikke først og fremmest tænker på mig selv som mor eller kvinde, men som menneske.

Sammenlignet med 70’erne er det, som om vi er blevet besat af vores eget køn, og som om kampen for kvinders muligheder er afløst af kvinders kamp mod kvinder. Det, der engang var en frihedskamp, er begyndt at ligne undertrykkelse, og søstersolidaritet er blevet en eufemisme for diktat og ensretning, hvor kvinder ikke tiltror hinanden evnen til at tænke selv. Derfor skal en håndfuld erklærede feminister fortælle os, hvordan skabet skal stå i det liv, de så gerne vil indrette for os. I korrekt politisk nuance, naturligvis, og den er sandelig ikke blå.

Men i stedet for at være så fikseret på vores køn og kønsfæller skulle vi tage at gøre op med os selv, hvordan vi hver især ønsker at leve vores liv. Holde op med at speltprædike, dæmonisere og bygge fængsler til hinanden og i stedet forholde os lidt til, hvordan vi bedst forvalter de muligheder, der ligger foran os.

Det gør mænd. De gider sjældent debattere ligestillingsrelaterede emner, måske fordi de har for travlt med deres liv til at fortabe sig i noget så uinteressant som farven på fastelavnstønder. De frygter heller ikke for, at lyseblå legoklodser vil ødelægge deres maskulinitet, ligesom de styrer udenom at lufte den ene nævenyttige holdning efter den anden til andre mænd og deres livsvalg.

Modsat kvinder. Pt. kommer mange af de allermest nedrige personangreb i medierne fra kvinder og rettet mod kvinder, og de går på dem, der tillader sig at sige, mene, tro og leve, som det passer dem. Rådkvinden Mie Harder, der i øjeblikket skriver for Jyllands-Posten, samlede således for et par uger siden sine oplevelser i en klumme ved navn ”Overklasseboblen” og beskrev her, hvilken ufin behandling hun havde fået af en række navngivne kvinder, fordi hun siger, hvad der passer hende og ikke, hvad der passer ind i en flok overvejende ældre feministers verdensbillede.

Men i stedet for at nedgøre hende, skulle de tage at takke sig selv og hinanden for hende. Mie Harder er nemlig et godt stykke af vejen deres fortjeneste, ligesom jeg selv er, og kvinder i min generation har selvfølgelig også al mulig grund til at vise respekt den anden vej. Tak for uddannelsesmuligheder, adgang til arbejdsmarkedet, fri abort, skilsmisse uden social stigmatisering, barsel og en hel del andet, som giver os et nok noget mere interessant liv end de 550 mio. analfabetiske kvinder.

Tak og lad os så nu venligst være, så vi kan benytte os af friheden til at træffe forskellige valg. Ikke mindst dem, der kan betragtes som ”dårlige” af andre, f.eks. friheden til at være uperfekt og kludre rundt i tilværelsens labyrint af forældremøder eller til at stemme borgerligt uden at blive lagt i kassen med overklasseløg. Til ikke hele tiden at blive vurderet ud fra en ensidig forestilling om, hvad en Rigtig Kvinde er, men blive betragtet som menneske og ikke som en del af den store encellede Moder-gople.

Her kunne de fleste af os lære noget af mænd. De bruger ikke deres tid på at forklare andre mænd, at de er mænd på en forkert måde. Meget symptomatisk kastede de sig heller ikke ind i speltdebatten for at nedgøre hinandens måder at være fædre på, og vi har stadig til gode at se mandlig politiker på forsiden af et mandeblad sige: ”Jeg har endnu aldrig misset et forældremøde”. For det har de fleste. Og hvad så? Den Perfekte Far er en spændetrøje, som mænd er alt for begavede til at springe i, og hvorfor skulle de også det? De betragter sig selv som mennesker, ikke kun som deres køn, og det giver alt andet lige muligheden for et mere sjovere og sikkert også mere vellykket liv.

“If you always do what interests you, at least one person is pleased,” sagde Kathrine Hepburn, og jeg kan ikke forestille mig en mere fornuftig devise at leve sit liv ud fra. Mand såvel som kvinde.

Også bragt som Indspark i Berlingske Tidende den 3. marts 2012

Af og til virker det, som om Politiken er et parallelunivers for folk, der ikke bryder sig om virkeligheden. For nylig var det RUC-studerende Sofie V. Jensen, der ville anerkendes som velfærds-fattig, og nu er det Fatima Hachem, der helst ikke vil arbejde i Netto, fordi hun læser noget så fint som uddannelsesvidenskab.

Fatima skriver i et debatindlæg i Politiken, at hun vil have et arbejde med mening og selvrealisering på, ikke et skodjob i Netto, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ellers har opfordret studerende og akademikere til at tage under henvisning til, at der kan ligge noget meget sundt i at indgå i et arbejdsfællesskab med andre og så i øvrigt tjene sine penge s.e.l.v.

Næ nej, barren skal hæves.

“Vi unge akademikere er ikke forkælede, vi er ikke kræsne, vi er ikke uintelligente eller dovne, vi er ’bare’ akademikere, som er nysgerrige på verden og tager imod alle de chancer, vi kan få. Men så skal det også helst være job, som repræsenterer vores fag,” skriver Fatima og forsikrer, at det sandelig ikke er fordi, der ikke er ”prestige” over Netto, men ”fordi jeg med mit engagement og interesse gerne ser, at jeg kan udfordres i mit fag” og er med til ”at kunne sætte mit præg på store og interessante områder.”

Selvfølgelig. Godt nok er det de færreste af os, der bevidst ansøger om maksimalt meningsløse jobs, men virksomheder er heller ikke ligefrem kendt for at bære studenter ind i guldstol for at få løst deres problemer med indtjening og global konkurrence. Langt de fleste får fornøjelsen af at lave det, de andre ikke gider. Rutinearbejde, f.eks., for hvorfor stikke de spændende opgaver til en studentermedhjælper? Mange virksomheder har rigeligt at gøre med at motivere deres øvrige ansatte til at udholde det daglige arbejde.

Fatima afslutter nu sit forsvar for det, hun kalder retten til at være akademiker, studerende og ung, med den ydmyge bøn: ”Giv mig et job, tak”, så man næsten kan høre klangen af de klirrende mønter i en luksus-tiggers overfyldte guldskål.

For vi andre skal jo også huske på, at et arbejde ikke noget, man søger eller skaber selv, nej, det er selvfølgelig noget, man får eller bedre: kræver. Det siger sig selv.

Som uddannet i noget så verdensfjernt og esoterisk som Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet kan jeg bestemt godt forstå, at Fatima drømmer om et studierelevant job (hvordan det end ser ud, når man læser ”uddannelsesvidenskab”), men også, at det ikke ligefrem hænger på træerne. Det gjorde de heller ikke dengang, jeg læste, og derfor vi var flere, der arbejdede som tjenere, handicapmedhjælpere, bartendere, kassedamer, butiksekspedienter eller med at gøre rent på skoler og plejehjem. Drevet af noget så banalt som PENGE.

Men der var selvfølgelig også dem, der desværre ikke kunne blive PA for Gyldendals direktør og derfor ikke ville spilde deres store talent og udsøgte viden om Baudelaires syndige blomster på noget så ordinært som at stå i Blockbuster. Jeg ved ikke, hvad de laver i dag. Men svaret er sandsynligvis - ingenting.

For de fleste arbejdsgivere ser noget mere interesseret på et CV, der består af småjobs end et, der er fyldt med artikler til institutbladet og referencer til kurser i holistisk semantik. Den slags rangerer i virkelighedens verden på samme niveau som horoskoper og viden om halvædelstens helbredende kræfter. Dvs. nederst i bunken.

Og ja, det er nemt at gøre sig lystig her, men jeg undrer mig egentlig mest af alt over, at der ikke er en forælder eller studievejleder, der har gjort sig den ulejlighed at korrigere Fatims indstilling til arbejdslivet, så den rent faktisk tilsvarer, hvordan verden ser ud. Hvad er det for kompetencer, der efterspørges af erhvervslivet, og hvad er det for en indstilling, virksomhederne belønner? En uddannelsesinstitution som Aarhus Universitet gør forhåbentlig mere i dag for at informere de studerende om de ting end da jeg selv læste der.

Men jeg får mine tvivl, når jeg læser om den uddannelse, der kaldes ”uddannelsesvidenskab”, og som altså er fuldt ud SU-berettiget og – må man antage – samfundsrelevant. Ifølge Aarhus University’s (uha, so very international):

 ”bevæger den sig i krydsfeltet mellem samfundsvidenskab og humaniora og integrerer fagene sociologi, antropologi, filosofi, psykologi og pædagogik. Den tværfaglige tilgang til uddannelsesfeltet gør dig i stand til at handle professionelt i spændingsfeltet mellem mennesker, organisationer og samfund.”

Og videre:

 ”Du lærer, hvad det vil sige at være dannet og uddannet i dagens vidensamfund, når du arbejder med de nyeste teorier om viden og læring. Du får indsigt i den lærende organisation og bliver klogere på, hvordan man bedst leder organisationen og vejleder de mennesker, der arbejder i den. Samtidig opnår du omfattende kendskab til, hvordan vidensamfundet fungerer, når du introduceres til uddannelsessociologi, politik og økonomi i et nationalt og globalt perspektiv.”

 Øh? Nogen, der blev klogere af den beskrivelse? Only in Aarhus, fristes jeg til at skrive om den her uddannelse, der næsten får litteraturhistorie til at fremstå som det oplagte sted at rekruttere ansatte til asiatiske tiger-økonomier.

 Som samfund er det selvfølgelig et problem, at vi hvert år uddanner alt for mange unge til arbejdsløshed, men også at vi uddanner dem til ting, der virker komplet nyttesløse, og som de ikke synes at have forudsætningerne til at omdanne til noget som helst meningsfuldt. Ikke mindst på baggrund af deres indstilling til arbejdslivet og virksomhederne, der åbenbart skal tjene de studerendes interesser for personlig udvikling mere end de studerende skal tjene til dagen og vejen ved at løse opgaver, der næppe kommer til at skrive sig ind i verdenshistorien.

Man kan godt lære en hel del af at sidde ved kassen i Netto. Eller af at servere pitaer med pandemix kl. 5 om morgenen for overrislede aarhusianere, som jeg selv har gjort. Dels lærer man lidt ydmyghed, dels at der er en verden uden for universitetet og vigtigst: at det kan være forbundet med ikke så lidt værdighed at tjene sine penge selv.

Så prøv det og held og lykke med jobsøgningen, Fatima. Og med attituden, når chefen beder dig sætte kaffe over.

Læs Fatima Hachems debatindlæg her: http://politiken.dk/debat/ECE1548134/jeg-tager-ikke-imod-et-job-i-netto/

For et par uger siden var det de amerikanske forbrugere, der skulle tage sig en slapper, fordi Lego da selvfølgelig godt måtte producere lego rettet mod henholdsvis piger og drenge. Indignerede amerikanere havde ellers stiftet bevægelsen Spark Movement og indsamlet over 48.000 underskrifter i protest mod Lego’s Friends-koncept, der blandt andet rummer så uha graverende ting som blomster i altankasserne, en pink flamengo og et komfur i køkkenet, som vist også har indbygget en lille ismaskine. Meget kønsstereotypt, mente de, og det samme gjorde ligestillingsminister Manu Sareen (R), der i en Facebookopdatering sukkede dybt og inderligt over kønsklicheer og henviste til Spark Movement.

Reaktionerne udeblev ikke. En skrev: ”Nå, skal Lego måske til at producere lysegrå klodser?” og så blev Sareens Facebook ellers fyldt med kommentarer om kønsmainstreaming, markedskræfter og hold ligestillingssnitterne fra børnenes legetøj.

Han trak i land på forsiden af adskillige netaviser og skrev kort efter på sin Facebook, at han vist havde været for firkantet og bombastisk, og at det sandelig ikke var hans hensigt at kritisere Lego. Det var der til gengæld andre, der havde mindre besvær med.

Kønsforsker Karen Sjørup fra RUC udtalte således, at Lego’s legetøj bilder vores børn ind, at de skal leve efter bestemte kønsroller, og pædagogisk konsulent Henrik Vilsbøll fulgte trop og kritiserede legetøjsproducenten for direkte at hæmme deres kønsudvikling. Det faldt ham desuden for brystet, at Lego ”udnyttede kommercielle muligheder i markedet” – en indvending, der vist kun giver mening i Politiken, for hvad skal en privat virksomhed ellers gøre? Overse muligheder for indtjening? Nå, det var et sidespor.

Og nu er den så gal igen. Kvickly har i denne uge tilbud på lyserøde og lyseblå fastelavnstønder, og igen er det Henrik Vilsbøll, der er ude med riven, for tønderne ”adskiller kønnene i stedet for at samle dem.” De kan endda føre til, at vi får dårlige parforhold, siger Vilsbøll, der er konsulent for skoler og daginstitutioner:

“Drengene for eksempel har jo svært ved at udtrykke deres følelser, og når de godt kan lide en pige, bliver det ofte udtrykt som skubben eller kniben, som pigen opfatter som chikane. Men hvis pigerne og drengene ikke er sammen, lærer de det jo aldrig. Jeg plejer at sige, at vejen til det bedste parforhold starter i legehuset.”

Javel.

Vilsbøll vil dog ikke forbyde tønderne – han er jo heller ikke politiker fra et af de regeringsbærende partier – men Kvickly er selvfølgelig under mistanke for kapitalistisk logik: ”Man kun kan forestille sig, at der er kommercielle interesser bagved, når piger og drenge pludselig skal til at slå på hver sin tønde,” udtaler han til ja, Politiken.

Det er efterhånden et par dage siden, at fastelavnstønderne vandrede rundt på Facebook, og jeg har undret mig over flere af reaktionerne, herunder min egen. For mens jeg selv er modstander af lysegrå lego og ideologisk ligestillingsbefamling af børns legetøj og derfor har ironiseret heftigt over Sareens reaktion, så mener jeg – og tilsyneladende mange andre – at kønsdesignede fastelavnstønder omvendt er latterlige. Men hvorfor? Sagerne er jo ens!

Hvorfor må Lego godt producere legetøj, der henvender sig til enten piger eller drenge, mens Kvickly ikke må lave en fastelavnstønde til drenge og en til piger?

Hvordan adskiller de to sager sig fra hinanden?

Ikke et ondt ord om kommercielle interesser. Det, der udmærker en virksomhed, er ikke mindst dens evne til at skabe profit, og hvis Kvickly har fundet et behov i markedet, er det da kun godt set.  Desuden skal Kvickly roses for sin marketingindsats – sjældent er der i den grad blevet reklameret for et par fastelavnstønder i pressen.

På pol.dk er der i øjeblikket stor debat om tønderne, og mange medgiver, at der er tale om en “bekymrende udvikling”. Men husk, at Sareen for et par uger siden måtte gå ud og beklage, at han havde set for firkantet på i virkeligheden det samme. Der var udviklingen nemlig ikke specielt bekymrende, og amerikanerne var bare hysteriske, det ved enhver.

Spørgsmålet er også: Skyldes de forskellige reaktioner på dybest set den samme sag, at vi har accepteret, at børnene leger stadig mere kønsopdelt, mens vi stadig er ringforlovet med den traditionelle forestilling om tøndeslagning som en fælles aktivitet?

Manu Sareen er foreløbig tavs på sin Facebook, og det må ærligt talt også være svært at navigere i det ligestillingsunivers, hvor lyserødt den ene dag er helt fint til piger, og den næste dag er skyld i forstyrret kønsidentitet…

Heeelt i orden…..

….og uha, “bekymrende udvikling”:

Årh, så tør da øjnene og kom i gang med arbejdet i stedet for det klynkeri. Ynkeligt. Find dig et job i det private. Politik er krig, det er en kamp. Mette Bocks (LA) kritik af debatniveauet i Folketinget har vakt en del furore, og særligt fik hendes udmelding en knubbet modtagelse på Facebook af repræsentanter fra det politiske kommentatorkorps.

Kernen i hendes kritik var, at mobning og ineffektivitet står i vejen for resultater og handlekraft, og at det er de samme infantile mekanismer, der gør sig gældende i folketingssalen som i en børnehave. Hårde ord, naturligvis, men mange, der har haft nerverne til at følge en folketingsdebat fornylig, vil vide, at der desværre er noget om snakken. Flere nyvalgte fra begge sider af salen bakkede Bock op, og det blev desuden fremhævet, at politik er blevet teater for vælgerne. Med mere vægt på fremtræden end på indhold.

Det kan der være noget om, men interessante er her, hvordan de mennesker, der dagligt lever at kommentere politik, forholder sig til kritikken. For det handler ikke kun om debatkulturen på Christiansborg. Det handler også om, hvordan politikere og journalister i fællesskab er i gang med at kannibalisere den demokratiske samtale og synes at have tabt deres moralske kompas.

Hvorfra stammer f.eks. den forståelse af politik, at det er en kamp? Hvorfor er man fejlcastet som politiker, hvis man henstiller til, at forhandlinger skal foregå sagligt, og hvordan kan det være, at de kommentatorer, der kvitterer med ord som »tudekiks«, »ynk« og »amatørisme«, ikke kan se, at de opfører sig nøjagtigt som de kvabsede bøller i skolegården? Jeg kender ikke svarene, men jeg undrer mig over den destruktionsdrift, der synes at underløbe dansk politik.

Det er den samme destruktionsdrift, som placerer og desavouerer ellers udmærkede politikere på avisforsiden med anklager om sort arbejde eller om at købe ludere på kommunens kreditkort. Som gør det comme il faut at rakke ned på dem, der vil sætte lidt barren højere under henvisning til, at de da heller ikke fatter det politiske spil. For det er åbenbart i store træk bare et spil. Et meget raffineret og intelligent spil for de særligt indforståede, der har sort bælte i benspænd og ikke er specielt tynget af moralsk ansvar.

Men spillets konsekvenser er, at der opstår en lede. Ved politik, ved politikere og ved politisk journalistik. Det er derfor væsentligt ikke kun at rette en kritik mod debatniveauet på Christiansborg, men i høj grad også mod de kommentatorer, der er med til at forgifte den offentlige samtale.

Også bragt som Indspark i Berlingske den 4. februar 2012.

Karrierekvinde. Et ord, der jævnligt bliver brugt som betegnelse for kvinder med et almindeligt 37 timers-job. Omkranset af en blålig aura af ambitioner, en mistanke om frigiditet og formodning om, at denne kvinde næppe kan være en rigtig god mor.

Senest har antropologen Dennis Nørmark leveret et dæmoniseret portræt af karrierekvinden, hvis ”misrøgt af ungerne” beklages i en længere kronik med den pointe, at karrierekvindens ironisering over de perfekte speltmødre i virkeligheden bare handler om hendes egne ”personlige svigt” og ”nagende samvittighed.”

Nå da.

Nørmark afslutter sin kronik med en bøn og en opfordring til speltmødrene om at fortælle lidt om ”hvor fedt, det er at sætte en høj standard i hjemmet” og ”ofre sig for sine børn.” Men uden – tilføjer han – at de dog udsætter karriereklassen for ”samme spydige, intolerante og anklagende ringeagt som alt for ofte rettes mod den selv.”

Og det sidste kan han have en pointe i. Når vi i disse år (lidt for) jævnligt diskuterer, hvordan Den Gode Mor ser ud, foregår det under en sværm af stive moralske pegefingre. Karrierekvinden kan således umuligt være en ordentlig mor, dertil er hun for optaget af sit eget selvrealiseringsprojekt, eller også er hun det netop – modsat speltmoren, der fortaber sig i barnet, gør det egocentrisk og krævende og nærmest er ansvarlig for en generation af Sofie’r og Carina’er.  

Samtidig bombarderes vi fra højre og venstre af opdragelses- og anti-opdragelseslitteratur, kernesunde holdninger, kontrære bekendelser fra den nærmeste take away-sted og programmer som ”Årgang 0” og ”De Unge Mødre”. At der er finans- og gældskrise glider lidt i baggrunden – det er meget vigtigere at diskutere, hvor fedt det er at sætte en høj standard i hjemmet. Hvad det så end er (men de såkaldte karrierekvinder skal nok holde ørerne stive her, for deres hjemlige standard er selvsagt for lav).

Efter 30 år med kvindefrigørelse er det tankevækkende, at vi bruger så mange kræfter på at diskutere moderrollen, og det er især bemærkelsesværdigt, at yngre kvinder, der reelt har gjort som pionerfeministerne drømte om, nemlig fået sig en solid uddannelse, taget ejerskab over deres krop og gjort sig økonomisk uafhængige, at de i så høj grad skal vurderes på deres evner som mor. Af andre.

Jeg tænker: Er vi virkelig ikke kommet længere?

Det er også interessant, at Den Gode Far ikke underlagt samme nidkærhed. Vi taler kun sjældent om speltfar eller karrierefar, for en mand er åbenbart bare far for sine børn, mens en kvinde er polariseret i hhv. spelt- eller karrierestrigle-segmentet. Hvorfor? Ja, det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Det kan meget vel handle om, at vi mentalt halter 20-30 år efter udviklingen og stadig har til gode at betragte kvinder som forsørgere. Mænd er det jo, og at de har et job betyder som regel ikke, at der stilles spørgsmålstegn ved deres evner som far. Heller ikke, hvis de arbejder over 40 timer ugentligt. Er det samme tilfældet for en kvinde, ”ofrer” hun sig ikke nok for sit barn.

Journalist Mette Mølbak er formentlig blevet lige så træt af at læse Dennis Nørmarks kronik som jeg selv, og hun skrev derfor et glimrende modsvar i weekenden. Her var en af pointerne, at de veluddannede ”karrieremødre” veldokumenteret giver deres børn større omsorg end faglærte kvinder; blandt andet fremgår det af en undersøgelse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed står bag og af en tidsundersøgelse foretaget af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen. At karrierekvinder tjekker deres iPhone i stedet for at lege med deres børn og kun tænker på at få dem puttet så hurtigt som muligt, er med andre ord en fordom.

Men en fordom, der er værd at beskæftige sig med, og Nørmarks kronik er i det hele taget et studie i, hvor (og måske hvorfor) vi mangler ligestilling.

Her er et par observationer:

1. Igen er det Den Gode Mor, der er til debat, ikke Den Gode Far, og det kan skyldes, at vi stadig opfatter forældreskab som moderskab. At langt de fleste børn har en ansvarlig far, fremgår ikke af Nørmarks kronik, måske fordi en far stadig opfattes som en kombination af et skaffedyr og en sæddonor. Lidt trist. Bemærk desuden at litteratur, hjemmesider og rådgivning om børn og opdragelse rettet mod kvinder kan dække et mellemstort kontinent, mens mænd må henvises til at kigge i vejviseren.
2. men hvad er En God Mor egentlig? Oplagt ikke en såkaldt ”karrierekvinde” (dvs. kvinde med fuldtidsjob), hjemsøgt som hun er af personligt svigt, nagende samvittighed, manglende offervilje og lave standarder for sit hjem. Denne påstand bliver dog ikke understøttet af uafhængige undersøgelser, men den er interessant, fordi den viser, at kvinder åbenbart først og fremmest betragtes som mødre, mens mænd først og fremmest er forsørgere.
3. Det betyder også, at hvis mænd arbejder 50-60 timer ugentligt, er de ikke karrierefædre. De er heller ikke Gode eller Dårlige, de er bare – fædre.
4. Og er det egentlig godt eller skidt? Mænd trives helt sikkert fint med at slippe for andres dødssyge forsøg på social kontrol og dæmonisering i medier og institutioner, men måske kunne vi godt stille en skarpere kulturel fordring til mænd om at tage faderrollen på sig? I forbindelse med skilsmisse er der mange kvinder, der betragter børn som deres private ejendomsret og ser stort på deres ret til at have en mor OG en far. Men måske hænger det sammen med, at børn også kulturelt betragtes som primært kvinders projekt?
5. Vi mangler at kvalificere mænd i den offentlige samtale om familie og børn, og det afspejler, at mænd mere opfattes som sæddonorer end fædre. Åbenbart også af sig selv, hvis altså antropologen Dennis Nørmarks kronik er repræsentativ for andre end ham selv og hans personlige mening om, hvem der er hhv. en god og dårlig mor.

På baggrund af disse fem iagttagelser er det relevant at spørge, om ligestilling reelt er mulig, sålænge kvinder vurderes som mødre og ikke betragtes som mennesker med andet i livet? Og sålænge mænd ikke medregnes som andet end en DNA-leverandør.

Kvinder har længe kæmpet for at få ligestilling på arbejdsmarkedet, men i det omfang vi oplever, at forældreskab er moderskab, at børn er vores primære ansvar og at vi bilder os selv og hinanden ind, at vi er dårlige kvinder og mødre, fordi vi har et arbejde, er det min påstand, at vi ikke opnår reel ligestilling. Den bliver grundlagt i hjemmet – ikke på ledelsesgangene eller i bestyrelseslokalerne. I al fald er ligestilling på arbejdsmarkedet ikke mulig uden ligestilling i hjemmet.

I dag kommer den største undertrykkelse således heller ikke fra mænd, men fra de fængsler af kulturelle fordomme, vi spærrer hinanden inde i og eufemisk kalder – Det Gode Moderskab.

Og et sidste suk. Er det virkelig andre, der skal gøre sig til dommer over, om vi er gode eller dårlige forældre? Det er da snarere vores børn, og hvis de gider se os, når de bliver voksne, er det nok fordi, vi har gjort et par ting rigtigt undervejs.

Læs Dennis Nørmarks kronik her http://www.b.dk/kronikker/findes-speltmoedre-i-virkeligheden og Mette Mølbaks kommentar her: http://m.b.dk/touch/article.pml?guid=18552138