Tag enhver popmelodi i dag, som f.eks. spilles på P3. Sagen er, at den netop ikke er en melodi, forstået som en serie på mere end to toner, der danner en let genkendelig ’gestalt’. Prøv at synge en af disse popmelodier, mens du arbejder i haven, mens du gør rent, eller for dit barn om aftenen. Det kan ikke lade sig gøre. Melodierne er ikke melodier. Det, som det handler om i popmusikken i dag, er sangerens ’særprægede’ stemme, det er selve lyden af sangen, og den måde, den er mixet på.

En dag faldt Jacqueline Rose over en foruroligende passage i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Fortælleren, Marcel, ligger ved siden af sin sovende kæreste, Albertine og masturberer op ad hendes krop.

»Det forekom mig i disse øjeblikke,« skriver Proust, »at jeg besad hende mere fuldstændigt, som om hun var blevet en ubevidst del af den stumme natur.«

Professor Rose, der er feminist og psykoanalytisk kritiker, stejlede.

»Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvor latterligt, hun ville da vågne ...’«

Over hele kloden er termen ’designerpolitik’ et skældsord. På det felt er vælgerne faktisk mestre. Vi er gode til at spotte, om en politiker er ægte — uanset om vi kan lide det, personen står for eller ej. Vi ved, at Pia Kjærsgaard er ægte forarget, når hun siger, hun er det. Også selv om vi er lodret uenige. Vi fornemmer fuldkomment instinktivt, at Marianne Jelved vitterlig er tør og saglig med en underspillet humor. Uafhængigt af om vi finder attituden belærende kedelig eller herligt saglig. Autenticitet er guld værd for politikere. Og i sagens natur næsten umulig at tilegne sig.

Så er det masketid. Ikke kun i Occupy Wall Street-bevægelsen eller blandt polske parlamentarikere, der demonstrerer mod ACTA.

Kulturhistorisk forbinder vi ellers maskering med skuespillere og andre, der optræder med gøgl eller dans og skal ’forestille’ nogen eller noget, som de ikke selv er. Afledt af samme iscenesættelse er masker også populære til maskeballer og karnevaler, hvor en del af festens dramaturgi udgøres af rollebytning og identitetslege. Andre maskebærere er knap så festlige: Røvere, terrorister, soldater og riddere i rustning bærer også masker. Både for at skjule deres identitet, for at beskytte sig fysisk og for at kamuflere sig.

Alle fødevareproduktgrupper med respekt for sig selv har efterhånden fået dedikeret en særlig dag i kalenderåret. Det er fødevareindustriens velkendte greb til at skabe en pseudobegivenhed i jagten på opmærksomhed og omtale. Herhjemme hedder det Store Bagedag, Pandekagedagen, Isdagen osv. I USA, der på mange måder er mere ekstremt med mad, går de så langt som til at give dagene brandnavne som eksempelvis den netop afholdte World Nutella Day — en slags Valentines Day for Nutella, hvor madører kan gå i selvsving og vise deres uforbeholdne kærlighed til den brune smørelse.

Formelt var det en strid om det engelske fodboldforbunds beslutning om at flå anførerbindet af John Terry, der førte til, at Fabio Capello i sidste uge valgte at trække sig som engelsk landstræner.

Reelt blev hans skæbne beseglet i det 39. minut af ottendedelsfinalen mellem England og Tyskland ved VM i Sydafrika, da den uruguayanske linjevogter Mauricio Espinosa overså, at Frank Lampards langskud slog ned en halv meter bag mållinjen efter at have ramt undersiden af overliggeren.

Hvis målet var blevet anerkendt, havde England bragt sig på 2-2 og dermed genetableret ligevægten i opgøret med de germanske ærkerivaler. Nu endte kampen i stedet med et 1-4 nederlag til englænderne, efter at de var løbet ind i den tyske kontrakniv i anden halvleg.

I en vindueskarm på fjerde sal af Scala-bygningen i København ligger nøgler til steder, der ikke længere findes. Navnene står skrevet med kuglepen på små sedler: City Rock Café, restauranten Khao Thai, iskiosken Bravissimo.

De er blevet kørt itu af en Bobcat-gravemaskine, ligesom Baronen og Baronessen er blevet det og Axel Music, American Jungle Diner, Viking Steak House, Chico’s Cantina og alle de andre butikker og restauranter, der har haft hjemme i den fire-etagers art deco-arena, som i 1989 blev renoveret for 400 mio. kroner og af ejerne, Bent Fabricius-Bjerre og brødrene Streckers lanceret som »et festligt og stærkt byintegreret forlystelses- og kulturcenter« med pindemadder og boblevand til åbningsceremonien.

Vælgermødet i Bourget er netop slut. Natten falder på, det bliver koldt og blæsende, og de, som ikke har egen bil, stiger ind i små pendultog, der forbinder til de regionale RER-jernbanelinjer, eller i busser fra Paris og provinsen. Der er rift om taxaerne. Biler med tonede ruder kommer og kører i ét væk. I en af dem sidder François Hollande. En bil med tonede ruder suser forbi to vestindiske piger, der griner og skutter sig i kulden. På kreolsk siger de til manden bag de tonede ruder: »Préziden, préziden, dépozé nou pli lwen!« — »Præsident, præsident, sæt os af lidt længere henne.«

Ugen efter erklærer den fremtrædende politiske økonom Alain Minc om det kommende præsidentvalg:

»Det bliver 48 mod 52, for sådan er Frankrig nu engang.«

Spiller du cello eller fløjte? Så vil jeg gerne spille med. Jeg kan andet end at spille klaver. Vandre f.eks. 58 år, enke med voksne børn, akademiker i slutstilling. Ikke-ryger. Københavns- området. 55/165. Bill. mrk. 131155

Jeg havde holdt Information i mange år. Mine forældre holdt den i min barndom, og siden havde jeg holdt den i en årrække selv. Jeg tror, at for de folk, der indrykkede personlige annoncer, var der den tryghed, at når det var en anden Informationlæser, der svarede, så indsnævrede det alligevel lidt, hvem det kunne være. Et par gange forinden havde jeg besvaret et par annoncer i avisen, men den ene var nærmest psykopat, og den anden boede for langt væk. Så jeg tænkte, at det måske var bedre selv at sætte en annonce i.

På DR2 kan man for tiden følge det relativt nye og succesfulde program Detektor, der har sat sig for at ’faktatjekke’, som det er kommet til at hedde, en række påstande og udsagn fra den offentlige debat. Programmet var oprindeligt udtænkt til radioen, hvor det også stadig kører, men blev så stor en succes, ikke mindst under sidste års valgkamp, at det er blevet forfremmet til billedmediet.

Sennett har en særlig stil. Han skriver så let, som andre taler, og man læser ham med samme fornøjelse, som man lytter til en god fortælling. Det er ikke systematisk, men det plejer at være overbevisende. Den amerikanske filosof Richard Sennett beviser ikke sine teser, men viser dem med eksempler fra det sociale liv, der så at sige taler for sig selv. Med ham i hånden spadserer man gennem idehistorien, som om det var et aktuelt drama, og man flanerer gennem den sociale virkelighed med blik for fornuften i den måde, mennesker handler og taler på. Det er ikke bare oplysende i den forstand, at man får indblik i noget, man ikke har set før.

Det siges undertiden, at sociologien blev tænkt som en fortsættelse af Oplysningens projekt med andre midler. Hvis den i de senere årtier overhovedet har nærmet sig en virkeliggørelse af dette program, så er det i høj grad Pierre Bourdieus fortjeneste. Med den forbløffende blanding af ’ambition’ og ’beskedenhed’, der var karakteristisk, både for hans person og for hans værk, stillede han sig fra første færd en klar opgave: At gøre op med den illusion om den borgerlige kulturs ’interesseløshed’, som det moderne samfund har fastholdt frem til dag.

I Danmark er sladderpolitik et ret begrænset fænomen, kendt fra blandt andet børneinstitutioner, hvor personale og forældre skriftligt anmodes om hverken at udbrede eller lytte til sladder. I USA er det mere udbredt, og virksomhedsledelser kan bede ansatte underskrive en særlig kontrakt eller værdierklæring med forbud mod sladder og rygtespredning. Erklæringen begrundes typisk med behovet for positiv tænkning eller kristne værdier.

I bugten ud for den gamle Toldbod hersker efter sigende nogle aldeles lumske bund- og strømforhold. Er man ikke lokalkendt risikerer man at gå hjælpeløst på grund og skulle have hjælp til at blive trukket flot igen. Eller sådan var det i hvert fald i gamle dage, før ekkolod, og hvad sådan noget fluviatilt isenkram ellers hedder. Efter sådan en for en sømand så ydmygende omgang kunne man sikkert godt bruge et godt, gedigent knejpebesøg, og sådan én lå ganske passende få meter fra kajen og bar netop det spydige navn Lumskebugten. I dag, små 160 år efter åbningen ligger den dér såmænd stadig og bærer stadig det samme navn.

På tirsdag starter ottendedelsfinalerne i Champions League, og rundens måske allermest åbne og spændende opgør finder sted onsdag kl. 20.45, hvor AC Milan tager imod Arsenal på San Siro. Begge hold har stolte fortider og sætter dybe spor i den europæiske fodboldmytologi, men de to trænere, Massimiliano Allegri i Italien og Arsene Wenger i England, døjer med formsvingende mandskaber og spilsystemer, der ikke helt kan finde deres leje. Alligevel peger pilen en anelse i The Gunners’ favør.

En dag i 2001 kom Nidal Farhat hen til sin mor Mariam.

» Se mor, jeg har lavet en raket,« sagde han.

I sine arme holdt han den første model af Qassam-raketten — den mest berømte af de rakettyper, som palæstinensiske militser fra Gaza skyder ind over Israel. Denne raket tilhører Hamas og er opkaldt efter bevægelsens militære fløj, Qassam-brigaderne.

Mariam Farhat tog den lille raket op i sine arme og læste nogle vers fra Koranen. Hun bad Allah om at beskytte palæstinensernes jihad og de hellige krigere.

»Jeg var så stolt,« siger hun, mens hun sidder i sin stue i Gaza By.

Siden den dag er tusindvis af Qassam-raketter slået ned over de israelske bosættelser i Gaza og i selve Israel

Der er to særligt vigtige datoer i Helle Thorning-Schmidts liv som dansk socialdemokratisk nøgleperson. Den 10. februar 2005, hvor hun beslutter sig for at stille op som kandidat til formandsposten i Socialdemokraterne. Og godt seks et halvt år efter, den 15. september 2011, hvor hun i andet forsøg slår Venstre ud af Statsministeriet og bliver landets leder med et parti, der får kryds på knap hver fjerde stemmeseddel. På den første dato er ni mennesker til stede om Helle Thorning-Schmidt. På den anden dato er der fire mennesker til at bakke hende op. Der er ingen gengangere i inderkredsen de to aftener. Statsministerens nærmeste er blevet skiftet ud og blevet færre, samtidig med at hendes magt er blevet større.

11 millioner forespørgsler til Folketingets hjemmeside i løbet af 36 timer. Hvad der svarer til mere end tre måneders besøgende på godt halvandet døgn. Et angreb af en karakter, som man ifølge it-chef Ole Søndergaard aldrig har været udsat for før. Ingen har officielt taget ansvar for angrebet, men mistanken er rettet mod bevægelsen Anonymous, der inden for den seneste måned har rettet en række angreb og trusler mod danske hjemmesider.

Det er en almindelig anekdote om kulturforskelle: Du sidder i en båd med dit barn, din kone og din mor. Båden tager vand ind, den begynder at synke, og du er den eneste, som kan svømme. Spørgsmålet er nu: Hvem redder du først?

Det konventionelle svar for en dansker skulle være, at du først redder dit barn, derefter din kone og til sidst din mor. Barnet har næsten ikke oplevet livet endnu, det ville ikke være til at bære, hvis det døde. Din ægtefælle har formentlig stadig halvdelen af livet foran sig, og det vil for dit barn være et tragisk tab. Din mor har derimod hele livet bag sig, du elsker hende, du vil savne hende, men hun har efter al sandsynlighed udrettet det meste af det, hun skal udrette her i verden.

Det er forkert at flytte ringen fra Ring 2 og ud til kommunegrænsen. Det er reelt en flytning af et københavnerproblem, der bliver til et problem for Københavns omegn, der ikke har noget problem, for trængsel er et problem inde i København. Nu bliver det så vores problem. Det er fuldstændig vanvittigt.