I Phyllida Lloyds’ biodrama Jernladyen ser vi af gode grunde aldrig jernkvinden Thatcher som en blød kvinde. Det bilder hverken tilhængere eller modstandere sig ind, at Storbritanniens første kvindelige og længst siddende premiereminister var. Til gengæld oplever vi hende som ’hjerneblød’: En senildement gammel ’lady’, der i nedslag og uden skrupler erindrer sit politiske liv, alt imens hun sludrer med sin afdøde ægtemand og forsøger at genvinde fornuften. Er den form for menneskelighed den mest effektfulde at tillægge en så betændt politisk skikkelse? Nej.

Otte hjemmeværnsfolk står foran den nye biograf BioCity i Randers. Hver af dem holder en fakkel. En niende camouflageklædt person står lidt foran de andre, og han holder en fane. Højt og stolt. I højttalerne kører et lydspor fra BBC’s Her er London, og inde i biografen, der ligger på den i Randers nærmest mytologiserede Thor-grund, er der fyldt med caféborde, glitter og god stemning.

Jeg har et noget anstrengt forhold til det at sætte levende billeder til musik. Jeg mener ikke, at MTV eller YouTube nødvendigvis gør noget godt for musikken. Den gør noget godt for musikvideoen, ja da, men dér har billedet det så også med, ja, altså at stjæle billedet. Og inferiøre sange med brillante videoer vinder indpas, mens brillante sange med inferiøre videoer får løbepas ud ad den kollektive hukommelse.

Nå, men den anden vej rundt, altså lyd til billeder, altså kunsten at lave et soundtrack, har jeg altid elsket. Der er soundtracks, som enten er så prægnante, at de fungerer i deres egen ret eller har formået at suge så meget stemning og drømmestof fra den af publikum sete film over i lyden, at de er blevet klassikere i egen ret.

100 penisser i forskellige størrelser stikker ud af vinduerne i et stenhus. En enkelt kommer op ad skorstenen. Ved siden af står et lignende værk. Her er det bare bryster, der stritter ud:

»Der var oprindeligt tre. Men den med kusserne er blevet solgt,« siger Bettina Fornitz, som er arrangør af Danmarks hidtil største udstilling af erotisk kunst, som i morgen åbner på Kulturkajen Docken i København. Hun er kunsthistorier, har specialiseret sig i den erotiske kunst og driver til daglig det lille Galleri Eros i København.

»Nogle af dem kommer der ligefrem noget hvidt ud af,« siger Bettina Fornitz, og peger på de mange penisser. Kunstneren hedder Kasper Holten: »Men det er ikke operachefen – det er der mange, der tror,« understreger Bettina Fornitz.

I ti dage i februar er Berlin lig med verden. Filmskabere og filmkritikere fra alle lande forvandler Potsdamer Platz og dens omkringliggende biografer til centrum for billedfortællinger om verdenssituationen. Filmene dyster om én Guldbjørn og flere Sølvbjørne, men der vises også en mængde af nybrydende værker.

I Berlin gøres alt op efter sandhedsværdier. Det er oplagt, at Angelina Jolies filmdrama om Bosniens borgerkrig, In The Land Of Blood and Honey, er et vidnesbyrd for de indviede om, hvor dygtig Angelina er til at være hele verdens samvittighed, og hvor fantastisk hun forstår sig på menneskelig lidelse. Problemet er bare, at effekterne er grelle og historien gumpetung.

Én ting er sikkert på festivalen by: Larm. Det er utrolig svært at kede sig. Og her tænker jeg ikke kun på brandalarmen, der går i gang (det var en ryger) og effektuerer en massetømning af det store Hotel Christiania, som huser musikbranchefestivalens konferencedel og kommandocenter. Jeg tænker heller ikke kun på den evindelige måben over barpriserne. Jeg tænker mest på det eksorbitante koncertprogram, der brager løs om ørerne på en. Og på den lige så forlokkende konferencedel — debatter, seminarer, møder.

Siden fildelingstjenesten Napster blev lukket for et årti siden, har underholdningsindustrien hævdet, at den kulturelle produktion vil gå i stå, hvis ikke internettet bliver tøjlet. Uden en stærk og håndhævet ophavsret, intet incitament til at skabe, lyder ræsonnementet.

Men en ny, uafhængig rapport med titlen The Sky is Rising dokumenterer nu det modsatte: Underholdningsindustrien vokser, og der produceres og forbruges kulturprodukter som aldrig før. Trods krisen er der flere penge end nogensinde — og de når tilmed mere effektivt ud i flere af skabernes lommer.

BERLIN — Mads Mikkelsens smoking sad, som var den malet på, og han var ét smil fra øre til øre. Da Information efter prisoverrækkelsen i lørdags spurgte ham, om han undte sin unge kollega Mikkel Boe Følsgaard prisen som årets bedste mandlige skuespiller, faldt svaret prompte: »Er du tosset? Om jeg under ham det? Han får den jo, fordi han er suveræn. Når man endelig skal overhales på motorvejen, er det rart, at det er af en Ferrari.«

For første gang i Berlinalens historie gik Sølvbjørnen for bedste mandlige skue-spiller til en dansker: Den unge Mikkel Boe Følsgaard, 27 år og stadig elev ved Statens Teaterskole, blev belønnet for sin rolle som Christian d. 7. i instruktøren Nikolaj Arcels historiske drama ’En kongelig affære’.

TEL AVIV — Der er kammen, cigaretetuiet og de hoveddørsnøgler, han havde på sig, da han blev taget til fange. Der er den injektionsnål, der blev brugt til at bedøve ham, da han blev bortført fra Argentina til Israel. Og der er den kabine, hvor han sad under retssagen.

Israels efterretningstjeneste, Mossad, løfter nu på sit hidtidige slør af hemmeligholdelse og udstiller for første gang dokumenter, materialer, redskaber og personlige vidnesbyrd, der har forbindelse til pågribelsen og bortførelsen af Adolf Eichmann — den nazistiske krigsforbryder, der blev hængt i Israel for næsten 50 år siden.

LONDON — Et ekstraordinært liv bliver fra denne uge udstillet på Londons National Portrait Gallery. Gennem 130 malerier og værker på papir kan besøgende følge en af det 20. århundredes vigtigste malere, Lucian Freuds, udvikling fra ung, stilistisk famlende maler til den anerkendte, eftertragtede berømthed, der på sine ældre dage portrætterede samfundets spidser, heriblandt dronning Elizabeth II og ikoner som performancekunstneren Leigh Bowery og modellen Kate Moss.

På vej op ad trappen går en mand i sort/rød-stribede strømpebukser, hvid blondenederdel, armyjakke, sorte fingerløse handsker med lædersnørrer og let udtværet mascara. Hans hår er barberet tæt i nakken. Han er til premiere på dokumentarfilmen Unter Männern. Schwul in der DDR (Blandt mænd. Bøsse i DDR) af Ringo Rösener og Markus Stein. Det var ingen dans på socialismens røde roser at være det. I filmen møder vi seks mænd, der ikke kunne være mere forskellige.

En anmelder fra boulevardavisen Österreich belærte mig om tommelfingerreglen, mens vi ventede på Meryl Streep:

»Det er altid den kedeligste film, som ingen har set, der vinder.« Den portugisiske film Tabu, der er et poetisk og mærkeligt eksperimentelt sammensurium af ’Out-of-Africa-møder-Den-Engelske-Patient-møder-16-mm-sort-hvid-stumfilm-møder-Orlando-Bloom-look-alike’, havde fået wieneren til at forlade biografen efter et kvarter. Måske kommer hans forudsigelse for eget vedkommende til at passe, for filmen ligger nummer tre som de internationale anmelderes favorit.

Livet er i opløsning på teatret. Parforholdet får kun birollen, for kæresterne går fra hinanden – og tilbage er singlerne, der har rigeligt i at klare sig selv. Ensomheden banker på, arbejdsløsheden lurer, og en global rodløshed sniger sig ind.

Den svenske forfatter Per Olov Enquist mistænker danske Zentropa for at have lavet en piratudgave af forfatterens bestseller Livlægens besøg. Romanen handler om hoflægen Struensee og dennes forhold til dronning Caroline Mathilde.

Forholdet mellem den tyske læge og den danske dronning er ligeledes omdrejningspunktet i Nikolaj Arcels storfilm En kongelig affære, som er i hovedkonkurrencen og i går blev vist på årets Berlin Filmfestival.

BERLIN — Det er et afslappet og veloplagt filmhold, Information møder i Berlin få timer inden premieren på filmen En kongelig affære. Pressen har set filmen aftenen forinden, og lad det være sagt med det samme: Det er en god og fantastisk flot film. Den kun 23-årige svensker Alicia Vikander er viljefast og henrivende, så det svimler, som dronning Caroline Mathilde, ud fra hvis perspektiv filmen fortælles. Mads Mikkelsens karisma og aldrig svigtende kvindetække er stor nok til at overbevise os om troværdigheden i, at denne Struensee både kom under skørterne på dronningen og sammen med hende reformerede landet. I hvert fald for en stund, indtil han måtte betale med sit hoved.

Kærlighed gør ondt. Og blev denne Valentins Dag en skuffelse for dig i romantisk henseende, vil det næppe hjælpe at erfare, at hjertesorger i det senkapitalistiske samfund gør mere ondt end nogensinde. Det kan godt være, at kvinder med knuste hjerter i forne tider flygtede ind i nonneklostre, at afviste mænd drog i krig, at vansmægtende digtere tæredes hen, og at Meatloaf svor, at han ville »gøre alt for den«, men psykologer og sociologer hævder, at kærligheden aldrig har forårsaget så akutte lidelser, som den gør i vores tidsalder.

Danskeren, forstår man, er sådan en slags Byggemand Bob i blå kedeldragt og med en gul beskyttelseshjelm på hovedet. Men mon han er glad? Han er en ganske almindelig Byggemand Bob, der arbejder hårdt hver dag og selv smører sine leverpostejmadder. Der står stor respekt om ham, i alt fald er statsministeren og hendes skatteminister fuld af lovord. Samfundet bygger på Byggemand Bob. Det betyder på den anden side ikke, at han er perfekt. Der er altid plads til lidt adfærdsregulering. Han skal lade være med at ryge — og hvis han ikke kan, skal han i alt fald kun kunne købe sine smøger i tyvestykspakker.