”Sex me up” er min favoritjuice hos Joe & the Juice. Passion, æble og ingefær. Ved ikke, om den virker, men undertiden gives løfter, som ikke skal tages alvorligt. Når en cocktail kalder sig ”White Russian”, bør man kunne forudse, der ikke er en russer i glasset.

Det vedgår Fødevarestyrelsens direktør Esben Egede Rasmussen da heldigvis også. Han har samtidig trukket det omdiskuterede påbud til Joe & the Juice tilbage. Den 2. februar 2012 havde Fødevarestyrelsen ellers ændret juice-kædens glade smiley til en smiley med streg-mund. Der findes i alt fire smiley’s, og stregmunden er påbuds- og forbuds-smileyen, der kun overgås af den sure bødeforlæg- og politianmeldelse-smiley. Fødevarestyrelsen gav 2. februar en streg-smiley, fordi man mener , at juice-titler som ”stress down”, ”strong bones”, ”hangover heaven”, ”go away doc” og ”immunity” lover mere, end de kan holde. I kontrolrapporten fra besøget hos Joe & the Juice i Nørregade har man allernådigst noteret virksomhedens forsvar: ”Man mener ikke, der er tale om sygdomsanprisninger eller sundhedsanprisninger, der er tale om fantasinavne, der har været benyttet mere end 9 år”.

Nemlig. I ni år har juice-virksomheden serveret juice med den slags titler, og at ændre titlerne er at gå efter hjertet i det brand, virksomheden har bygget op. Sunde juiceblandinger med navne, der på den sjove måde lægger afstand til sundhedsindustriens selvhøjtidlige helse-image. Men det kan altså blive for sjovt for Fødevarestyrelsen, der siden 2011 har set sig sur på især juicen ”go away doc”, og som den 2. februar benyttede sin magt til at knalde en stregmunds-smiley i panden på Joe & The Juice. Det er nemlig Fødevarestyrelsens ubetingede ret at tage på kontrol, og skifte smileyer ud fra den ene time til den anden. Også selvom der ikke er madforgiftning i sigte. Afgørelsen kan ankes indenfor 4 uger, derpå kan man forhandle videre, alt imens en misfornøjet smiley på en fremtrædende plads i butikken signalerer alt det værste.

Fødevarestyrelsens direktør indrømmede i torsdags overfor Berlingske, at der findes ”gråzoner” i loven. Som loven fungerer i dag har Fødevarestyrelsen altid som udgangspunkt retten og magten på sin side. Det er et retssikkerhedsproblem. Intet mindre. Når en statslig kontrolenhed rammer en gråzone, bør den være forpligtet på at holde sig tilbage, indtil tvisten med borgeren er afgjort af en tredje instans.

I Fødevarestyrelsen har man i den forgangne uge måtte konstatere, at man med Joe & the Juice-sagen er blevet til grin. Det tåler en statslig styrelse nok. Værre er det med de selverhvervende, der i skyggen af en mindre glad smiley skal føre sag mod en myndighed, der både har den dømmende og udøvende magt. Fødevarestyrelsen skal kunne handle hurtigt, når der begås ulovligheder, det giver stor magt, derfor er styrelsen forpligtet på selv at sikre sig, hvordan den undgår magtmisbrug i fremtiden, når ”gråzone”-sager opstår.

Fødevarestyrelsens direktør har bedt om en time-out. Meget fornuftigt. En rask lille omskoling af styrelsens 1800 kontrollanter, der skal øve sig på at færdes i gråzoner, synes oplagt. Må jeg anbefale rigeligt med juice undervejs. ”Sex me up” er som nævnt god. Ret sød, men netop sødme kan man godt bruge noget mere af i Fødevarestyrelsen.

Der er for mange skoler, der ikke gør deres arbejde godt nok. Det vil sige, der er for mange lærere, der ikke gør det godt nok. Nu kunne man tro, at en lærer, som notorisk ikke har kunnet lære fra sig heller ingen fremtid ville have i Folkeskolen. Forkert. Man kan glimrende henslæbe et helt arbejdsliv blandt sagesløse elever uden, at man magtede opgaven. Det ved alle. Vi har vænnet os så meget til det, at ingen tror, at det nogensinde kan blive anderledes.

Folkeskolen er som en familiefest. Ikke til at komme uden om, undertiden overraskende god, man kan bare håbe på, at man ikke får en af de mest håbløse til bords. Kommunernes Landsforening (KL) skal derfor roses, når man på det seneste har kastet sig ud i et teenageopgør mod Danmarks Lærerforening . Selvom KL faktisk er skoleejere, har man altid haft svært ved at komme i øjenhøjde med lærernes forening. Således har KL da heller ikke truet med at lukke skoler, og samle eleverne omkring de dygtigste lærere. KL har faktisk slet ikke sagt noget om udygtige lærere. Man har såmænd bare formastet sig til at sige, at når nu kommunerne betaler fuld løn til en lærer, så er det ikke helt tilfredsstillende, at læreren kun underviser knapt 40 procent af sin arbejdstid. Faktisk en meget stilfærdig indsigelse. Stor vrede hos Danmarks Lærerforening, der straks indkaldte til ekstraordinær kongres i denne uge, og fluks gav – især – den tidligere regering skylden. Det er også al den kontrol, og al det papirarbejde, som giver lærerne så mange skrivebordstimer. Løsningen er derfor, mindre kontrol. Så bliver alt godt.

Det gør det selvfølgelig ikke. For, når der blev indført kontrol, tests, prøver, dit og dat, så var det jo, fordi lærerne gjorde det for dårligt. Hvorfor skulle de upti-vupti blive bedre til at undervise bare, fordi de underviser mere? Sandheden er jo, at hvis bare alle underviste som de dygtigste lærere, ville eleverne lære meget mere undervejs i de 40 procent-undervisningstid, som en fuldtidslærer skal præstere.

Ligesom vi skal lukke kirker, fordi det ikke giver mening, at der er så mange, der er tomme, så skal vi naturligvis også lukke skoler, fordi det ikke giver mening, at eleverne ikke lærer nok. Det er skønt med en skole i nærområdet, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at børn lærer noget i deres kostbare skoletid. Hvad med at lukke skoler, fyre lærere, og samle de dygtigste lærere på større skoler, hvor de både underviser elever og kollegaer? Hvorfor har vi ikke priser som: Årets engelsklærer. Årets dansklærer. Årets.. osv.

Så luk dog de skoler, hvor det ikke fungerer. Ophøj de lærere, der kan. Giv dem bedre løn. Lad dem være lysende eksempler til efterfølgelse for alle andre.

- For, hvad er en lærer? En lærer er en, der kan lære fra sig.

Hvor ingen er, kommer ingen til. 35 ud af Københavns 70 kirker bør lukkes siger Torben Larsen budgetformand i Københavns Stift. Modigt sagt. For modig er man, når man siger det, alle ved er rigtigt, men ingen tør sige. Det er ikke mærkeligt, at der skal lukkes kirker. Det mærkelige er, at det er så svært at indse, for de, der kommer i de store tomme rum.

Hvordan kan man stille sig tilfreds med at være 20, når der er plads til 200? Hvordan kan man holde til at fortsætte søndag efter søndag med at tænde lys, forberede musik og prædiken, og så kommer der kun et par stykker? Hvis man er heldig. Eller en del flere, hvis der er dåb. De gider så til gengæld ikke rigtig være der. I bedste fald er de stille, og lader sig trykke ned i sædet af fodslæbende salmer og ritualer, de ikke forbinder noget med. Men man behøver ikke at være kirkefremmed for at blive rundtosset af et for stort ilt-indtag, fordi salmerne var så lange og langsomme, så hjernen blev luftig af al den sang. Prædikenen var enten sådan, at man godt forstod, at der ikke sad flere, eller også var det synd, at så få hørte den. Rigtig mange gudstjenester er præget er en mærkværdig mangel på præcision og nærvær, der synes at udgå fra en ulmende desperation over, at man nu igen har gjort klar til 100, men der kom kun ti. Det kan få enhver til ikke at gøre sig alt for megen umage, for det er for smerteligt, at stå dér med alle sine talenter i frit fald. Så hellere slaske af sted med højre hånd i lommen og forsøge at lade som om, at man er da heldigvis ligeglad med, at man ikke bliver budt op.

Folkekirken er blevet en bænkevarmer, der ikke længere gider gå til bal. Man vil hellere blive derhjemme og lade være med at tage telefonen. Men der er ingen vej uden om. Torben Larsens markante udmeldinger er et wake-up-call, som de københavnske menighedsråd ikke kan sidde overhørig. I en tid, hvor ingen vil indrømme nederlag, er det selvfølgelig svært, at det ikke gik. Menighedsrådsmedlemmer lægger mange frivillige arbejdstimer i kirkearbejdet, og det er ikke rart, at det viden om bliver kendt, at ens lokale kirke ikke kunne samle folk. Men tag nu alligevel et rask tag om nælden. Også selvom så mange andre menighedsråd ikke gør det. For mere uværdigt end at erkende en fiasko er det at være blandt dem, der betaler personale for søndag efter søndag at tænde lys, som kun kalkmalerierne ser.

Hvorfor er kirkerne tomme? Svaret er ligeså fromt, som det er sandt: Man har glemt Kristus. Man har ikke formået at forbinde mennesker, som kun hans ord kan forbinde. ”Kirke” betyder fællesskab. En tom kirke er derfor ingen kirke. Kirkens fællesskab er det fællesskab der opstår, når man søndag efter søndag mødes om ord og salmer, der trøster, men trøster dobbelt, når man mærker, at der er andre, der også finder håb her.

Det kan synes tungt at lukke en kirke, men det er kun trist lige indtil, at man ser, at ved at lukke åbner man et nyt kapitel i Folkekirkens historie. Tiden er til store gudstjenester og store menigheder. Hvor der kommer nogle, kommer der flere. Enhver kan alene med sig selv have brug for at høre, at ”Gud er lys og der er intet mørke i ham.” – men skønnest er det at høre det sammen med mange, mange andre.

Eller til kamp for velsignelsen. Det var feltpræsterne, deres velsignelser, slåen sig for brystet samt deltagelse i kamphandlinger vi kom fra. Sidste uge bød på en tumultarisk diskussion, der indledtes med forargelse over, at visse feltpræster efterfølger velsignelsen af soldater før kamp med det gamle korsriddertegn, hvor præsten slår sig på brystet og derpå laver v-tegn. Politikens chefredaktør, der er pacifist på den gammel-radikale krigerske måde, fnøs over, at soldaterne, overhovedet bliver velsignet. Krig og velsignelse hænger for en pacifist ikke sammen. Folk, der går i krig, har selv valgt at gå ad helvede til. Et synspunkt, der er lige så ekstremt, som forestillingen om, at de danske soldater er på korstog mod islam i Afghanistan. Det er der faktisk nogen, der mener. Der er endda præster, der hælder til den anskuelse. Det er klart, at hvis det er korstogs-forestillingen, der ligger bag den knyttede hånd på brystet og v-tegnet, så er det langt ude. Lige så langt ud, bare i den anden retning, som når Politikens chef mener, at de danske soldater slet ikke skal velsignes.

Enhedslisten fandt sig et ledigt synspunkt og mente, at man skulle droppe feltpræster og nøjes med at sende psykologer ud sammen med soldaterne. Men hæren er allerede fyldt med militærpsykologer, der arbejder sammen med feltpræsterne, idet man udfører forskellige opgaver. Psykologerne debriefer. De lever af at have et udefra-og-ind-blik på, hvad der er sket. Jeg har forstået, at det fungerer sådan, at når der sker noget drastisk bliver militærpsykologerne fløjet ind, og de bliver briefet af feltpræsterne, der dagligt færdes med soldaterne i lejeren. På den måde har soldaterne både feltpræsten, der kender til dagligdagen og bliver en del af den udsendte gruppe, og militærpsykologer, der netop står udenfor dagligdagen og derfor kan stille andre spørgsmål. Det vil derfor ikke være i soldaternes interesse, hvis Enhedslisten kommer igennem med sit forslag.

At de imidlertid har ret i, at hvor der er krig, er der også brug for psykologer, afsløredes lidt senere på ugen, da korsridder-hilsenen fik følgeskab af en feltpræsts fortælling om, at han har deltaget i kamphandlinger. Nogenlunde samtidig kom det frem, at korsridder-håndslaget, som nævnt, for nogle symboliserer korstogs-mission. Klarere kan det vist ikke illustreres, at det ikke er forbeholdt soldaterne at få post-traumatisk stress, præster kan også få stress.
Jeg mener, at det er tegn på alt for stor psykisk belastning, når man har behov for at mytologisere en krig. Altså drage billeder ind fra en fjern historisk tid, eller ligefrem fra eventyrenes verden for at skærme sig mod den virkelighed, man befinder sig i. At være udsendt i Afghanistan må og kan aldrig reduceres til at være de gode mod de onde. Det er feltpræstens fornemste opgave at fastholde den virkelighed, soldaterne færdes i, ved netop at insistere på, at det vigtigste forbillede, vi kristne har, er den korsfæstede Frelser. Vi ejer ikke Frelserens mod til at lade os korsfæste. Vi slår igen for at overleve. Men når vi slår igen, er det altid i ydmyg bevidsthed om, at vi muligvis tager fejl.

Når feltpræsten derfor velsigner soldaterne før en patrulje, er det for at minde dem om, at de ikke skal frygte døden, for Gud har, da de blev døbt, lovet, at han vil være med hver enkelt af dem, hvad enten de lever eller dør. Velsignelsen lyder sådan: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred”.

Den velsignelse bliver lyst ved alle kirkelige handlinger over enhver, der er til stede. Den bliver sagt ud i rummet helt ubetinget og uden forbehold for, hvad hver enkelt har i sinde at foretage sig uden for kirken. For velsignelses-ordene og præstens løftede arme er blot et ritual, der mens det udføres synliggør den del af virkeligheden, som ikke kan ses med øjet: At vi lever i lyset af Guds velsignelse. Præster uddeler således ikke velsignelser, vi sætter bare ord på den lykke det er, at uanset om du er på vej til fest eller på vej i krig går du med Gud og i hans lys.

Når vi andre her i det rolige Danmarkt til enhver tid kan finde en kirke, hvor vi kan finde fred i at få lyst velsignelsen, hvorfor må vores danske soldater i Afghanistan ikke også have lov til at høre, at Gud ikke slipper dem, hvis de har brug for det?

Når noget bliver ”stemplet som umenneskeligt”, må teaterchef for Cafe Teatret Christian Lollike undersøge og forstå det. Han mener, at det er kunstens opgave. Intet mindre. Frisk er Christian Lollike derfor sammen med skuespiller Olaf Højgaard gået i gang med at skrive en monolog på baggrund af Anders Behring Breiviks ”Manifest”. Lidt for friskt. Højgaard og Lollike er blevet mødt med beskyldninger om, at de slår plat på en tragedie. For som Per Balch Sørensen, far til Breiviks danske offer, har sagt: ”Det er alt for tæt på. Jeg oplever det, som om nogen forsøger at tjene penge på andres sorg.”

Breivik sendte sit 1500 sider lange ”Manifest” på mail til 10.000 adresser, umiddelbart inden han gik ud for at skyde i flæng. At skabe et teaterstykke alene med replikker, skrevet af Breivik selv, er mere end Breivik kunne drømme om. Teaterchef for Det Norske Teater i Oslo Erik Ulfsby kalder da også Lollike og Højgaard ”nyttige idioter, der danser efter Breiviks pibe”. Højgaard og Lollike har med deres højrøstede lancering af deres manuskriptarbejde opnået at lægge sig i uskøn forlængelse af sensationspressens laveste fællesnævner. Den presse, der vender alle sider af en morders personlighed, og som byder læserne indenfor til et perverst gys, når der svælges i det destruktive menneske.

At Christian Lollike virkelig er på powershopping i den norske tragedie, forråder denne interview-udtalelse: ”Lige så snart noget bliver stemplet som umenneskeligt, føler jeg en stærk trang til at tilegne mig det, forstå det, komme ind i det og finde ud af, hvad det er. Det er det, som i mine øjne er kunstens opgave”. Læs det to gange. Har vi som en fordomsfuld samtid ”stemplet” Breivik eller er hans handlinger nu og til alle tider selve definitionen på umenneskelighed? Den sørgende far Per Balch Sørensen fornemmer intuitivt, hvilken vej teaterstykket kan gå og siger derfor: ”Stykket bliver en slags accept af hans (Breiviks) handlinger”.

Det ønsker Christian Lollike naturligvis ikke. Han og Højgaard bedyrer, at de vil skrive et afskrækkende stykke. Men det er ikke en kronik med to streger under konklusionen, de skal skrive, men et teaterstykke. Al kunst er karakteriseret derved, at det frisætter tilskueren til selv at tage stilling. Kunst, der vil diktere sin pointe, fortjener ikke navn af kunst. Lollike vil gerne forstå det umenneskelige. Fint nok. Teaterkunst har til alle tider levet af indsigt i mennesker, alle andre ikke bryder sig om. Kortslutningen sker, når Christian Lollike vil begribe og forstå en virkelig levende massemorder, der stadig har frisk blod på hænderne. Ingen kan forhindre Lollike i at være inspireret af Breivik, men hvorfor skal vi andre kende til den arbejdsproces? Lollike kunne have læst ”Manifest” med en lommelygte under dynen, holdt mund og blot begået et teaterstykke, som alle kunne forholde sig åbent til, fordi et teaterstykke ikke er et dokumentarprogram men fiktion.

Konklusion: Det kyniske og direkte uhyggelige i Lollikes og Cafe Teaterets planer er, at en sådan forestilling ikke er fiktion. Breivik er benhård virkelighed. Norge er stadig i landesorg, og der sidder en far et sted i Danmark, som heller aldrig kommer sig.

Man er langt fra at skabe noget, der ligner kunst på Cafe Teatret. Det er profit-teater. Det er Utøya – nu som gøgl. Helt i Breiviks ånd.

Fejlagtigt har jeg haft den opfattelse, at Dansk Metal først nu i deres nyeste skatteudspil går ind for lettelse i topskatten. Her til aften har fagforbundet gjort mig opmærksom på, at det har man ment i årevis. Det er komplet nyt for mig, at et stort fagforbund under LO så langt tilbage som 2006 har argumenteret for, at almindelige lønmodtagere og ikke kun de rigeste bliver ramt af topskatten, og derfor mister incitament til at arbejde mere.

Jeg kan så nu gå og undre mig over, at VKO-regeringen ikke gjorde et større nummer ud af, at de havde et stort fagforbund som Dansk Metal bag sig, da de lancerede de topskatte-lettelser, som de af oppositionen blev så kritiseret for. Tilbage står, at Dansk Metal skal have min uforbeholdne undskyldning for, at jeg ikke har anet, hvor modige de har været.

Politiken har været ude i alle hjørner, for at finde en dårlig forside historie om kongehuset i anledning af regent-jubilæet. At det har været svært fremgår af det faktum, at man kun har fundet et forkølet bestyrelsesmedlem af Danmarks Idræts-Forbund (DIF), som ikke er vred men bare sådan skuffet over kronprinsen. Kronprins Frederik er nemlig kun mødt op til to ud af 21 bestyrelsesmøder i DIF, siden han blev medlem af den Internationale Olympiske Komite (IOC). Det er sådan, at de interne love i DIF og den olympiske grundlov, et såkaldt OL-charter, slår fast, at et IOC-medlem også skal være medlem af DIF’s bestyrelse.

Nu er det bare sådan, at DIF oprindeligt har godkendt, at kronprinsen ikke skal komme. Han har nemlig aftalt med DIF, at han har ”observatør-status” i DIF, og altså ikke er fuldgyldigt medlem af bestyrelsen. Hvis DIF selv har godkendt, at kronprinsen ikke kommer til bestyrelsesmøderne – hvordan kan det så være et problem, at han ikke kommer?
Det kunne man på Politiken have spurgt DIF – og især sig selv om. Men det gjorde man ikke, for så ville man jo ikke have haft sådan en flot anti-kongehus-historie på forsiden i anledning af jubilæet. I stedet har man fundet nogle eksperter, der finder det meget problematisk, at et IOC-medlem ikke også er bestyrelsesmedlem i DIF. Imens mukker DIF-bestyrelesmedlemmerne videre. Formanden er faktisk godt tilfreds med samarbejdet, – ”men jeg havde forventet noget mere”. DIF-folkene havde forventet at se mere til kronprisen, og sarkastisk roses han for kun at være flittig ved præmieoverrækkelser og gallaarrangementer.

Nu er det kronprinse-arbejde at overrække præmier og gå til galla-ting. At han har påtaget sig sportens præmier og gallafester udover de præmieoverrækkelser og gallafester, han i øvrigt har, burde DIF takke, så de sveder for. Enhver ved, at det er guld for dansk erhvervsliv, at de kan få kongehuset til at rejse med på erhvervsdelegations-rejser til udlandet, for kongehuset åbner døre, der ellers er massivt lukkede for erhvervsfolk i almindelighed. Kronprins Frederiks støtte til DIF og IOC-medlemskab er et guldkort for danske sportsfolk. Det er mere end heldigt, at han interesserer sig for sport i al almindelighed. Det var man, så vidt jeg husker, også meget taknemlige for i DIF tilbage i 2008, hvorfor man beredvilligt lavede et notat, der gav kronprinsen observatørstatus.

Det er billigt, at Politiken svinger en ikke-historie op til forsideformat. Og det er pinagtigt, at visse medlemmer af DIF´s bestyrelse ikke har mere hæder til overs for, at kronprinsen venligt har stillet sig til rådighed for dansk idræt. DIF burde bedre end alle andre vide, at sådan behandler man ikke guld.

Dansk Metal vil lette topskatten. Nogle vil mene, at en lille hurtig sejrsdans rundt om flagstangen kunne være på sin plads, for borgerlig skattepolitik har sejret ovenud, når selv Enhedsliste og Dansk Metal siger jatak til lavere millionær-skat. Jeg synes nu ikke, der grund til at flage, det skulle da lige være på halv. For fagbevægelsen. Synspunktet er jo nemlig ikke nyt. Det har ligget klar til fri afhentning hos såvel Liberal Alliance og Konservativt Folkeparti i flere år.

At Dansk Metal har vist ruget med ideen til lettelser i topskatten ganske længe, for nu kan man ikke få nok. Man er i det ”skatteudspil” fagforbundet sendte på gaden forleden mere ambitiøs end Thor Möger Pedersen. Idag sætter topskatten ind, hvis man tjener over 390.000 kr. Regeringen vil hæve grænsen til 410.000 kr. i 2014, men Dansk metal vil hæve beløbsgrænsen, så man først betaler topskat, når man tjener mere end 450.000 kr! Dansk Metal udtaler, at mange vil være mere motiverede for at tage lidt flere overarbejdstimer, hvis de slipper for at betale 15 procent i topskat. ”Du får smeden og andre ansatte til at tage en ekstra tørn, når der er en gulerod”, siger cheføkonom Allan Lyngsø Madsen fra Dansk Metal, der repræsenterer 100.000 medarbejdere.

Er det ikke medlemmernes arbejdsmarkedsinteresser fagforbund skal varetage? Til enhver tid og ikke først 100 dage inde i en rød regerings valgperiode? Hvis økonomer i Dansk Metal mener, at topskatten skal sænkes, hvorfor sagde de det så ikke i årene før og under valgkampen? Er det i princippet ikke fuldstændig ligegyldigt, hvem der er statsminister, så længe, der bliver ført en økonomisk politik, der fremmer fagforbundsmedlemmernes vilkår?

Jeg spørger bare, og får sådan lyst til at blive fagforeningsformand i Dansk Metal i mit næste liv. Det er et ringe fagforbund, der er mere optaget af de politiske farver end medlemmernes tarv. Sagen er jo, at Dansk Metal kommer med sit forslag samtidig med, at der ikke er ét rødt parti tilbage, der er imod lettelser i topskatten. – Lige med undtagelse FOA og 3F.

At LO-bevægelsen i realitet er underafdelinger af Socialdemokratiet/SF kan i virkeligheden aflæses alene af den kendsgerning, at man kommer med et ”skatteudspil”. Et skatteudspil er reelt noget, der hører hjemme på Christiansborg. Men fagbevægelsen bidrager altså gerne. Men man bidrager altså helst ikke, hvis man har samme synspunkter som en blå regering.

I disse EU-tider er det værd at rose sig af det, man nu har at gøre med. Danmark er kendt og beundret i udlandet for vores fine tradtion for, at politikerne ikke blander sig i arbejdsmarkedets parters interne drøftelser og forlig. De store fagforbund og arbejdsgiverne må selv finde frem til satser for arbejdstid, løn osv. Det er forståeligt, at fagforbund for at fremme medlemmernes interesser forsøger at øve indflydelse på regering og politikere. Men det er både uskønt og komplet uforståeligt, når fagforbund vælger politisk side, selvom man ved, at det ikke er i medlemmernes interesse.

Dansk Metal har med sit skatteudspil afsløret en pinagtig prioritering: Det gælder den rette regering frem for medlemmernes lønvilkår. Tænk, hvor mange penge Dansk Metals medlemmer kunne have sparet i skat, hvis Dansk Metal for flere år siden havde støttet en sænkning af topskatten. Med sådan en opbakning havde topskat-lettelsen ligget lige til højre ben for en blå regering.

Jeg ville se mig om efter et nyt fagforbund, hvis jeg var smed.

Vi er mange, der har set ”Fire bryllupper og en begravelse” mere end en gang. Især begravelsen i filmen er gået lige ind. Her tager kæresten til den døde ordet ved kisten og læser formfuldendt et dejligt digt op. I den forgangne uge, kunne medierne berette om stadig flere konflikter mellem præst og begravelses-familier. Ikke alene vil de pårørende holde taler, de vil også opstille musikanlæg i kirken og blæse alt fra Frank Sinatra til Sanne Salomonsen ud over følget. Det vil mange præster ikke være med til, men som sognepræst Henrik Oest fra Århus lakonisk konstaterer: ”Folk vælger helt sikkert kirken og præsten fra, hvis præsten ikke på nogen måde kan komme folks ønsker i møde”.

Det er vi nu nogle, der gerne vil. Vi er så også bare nogle, der har oplevet, hvordan en bisættelse blev ufrivillig komisk. Nogle præster bliver vrede, jeg har svært ved ikke at komme til at grine. Det er lige upassende. Som dengang, hvor jeg havde prædiket den døde og menigheden lige ind i Guds lyse himmel, hvorefter den midaldrende voksne søn med en autoritet, der kom fra hans daglige ledelse af flere hundrede mennesker, med bestemthed ved siden af kisten kundgjorde: ”Der er ikke noget liv efter døden. Det tror jeg ikke på, og det gjorde min far heller ikke”. Eller dengang, da afdøde havde været medlem af et sangkor, og halvdelen af kirken derfor i vild forvirring masede sig op i den lille landsbykirke forbi kisten og hen til organistens lille hjørne for at give et solonummer til sidst. De kunne slet ikke være der, og de fleste var så berørt, at de ikke kunne synge rent. Eller dengang.. Eksemplerne er mange, for det er sin sag at kombinere de pårørendes forestillinger om, hvad der vil gøre sig ved en bisættelse med den erfaring, vi i kirken har for, hvordan man sikrer en værdig kirkelig handling.

Her kunne jeg så nu, som andre teologer og filosoffer med spalteadgang harcelere over tidens åndløshed. Jeg kunne beskylde alt fra Folkeskolen, hen over fodboldkulturen til studieværterne og SE og HØR for at fordumme befolkningen, så den historieløst ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Men jeg vil lade være. For magtforholdet er nu engang sådan i mødet mellem den sørgende familie og præsten, at præsten er den stærke. Præsten har i den situation kirken, skriften og hele traditionen på sin side, og det er derfor mere end hårdt, hvis en familie møder et ”nej”. Det kan godt være, at ghettoblastere med popnumre, der intet har med Gud at gøre, er en lodret dårlig ide, men da jeg sidst begravede en helt ung mand, faldt Nick & Jay på det helt rigtige sted. Ligesådan kan de pårørende fint få ordet først i en bisættelse, for det er da mere vedkommende, at det er en, der kendte afdøde, der fortæller om vedkommendes liv, end præsten, der ikke kendte den døde.

Vi skal i kirken lægge arrogancen fra os. Det er vigtigere, at de, der søger kirken, føler sig velkomne med alt, hvad de bærer med sig, end at kirken holder på sine menneskeskabte regler. Alt hvad folk ønsker sig af deres kirke skal i princippet kunne lade sig gøre. Ingen og slet ikke præsten må med Ritualbogen stille sig mellem Gud og hans børn.

Dagligt har jeg denne jul tænkt på de mange forældre, bedsteforældre og søskende, kærester og venner, der mistede et ungt menneske i sommer på Utøya. 2011 har været rig på katastrofer. Overalt i verden har mennesker mistet ikke bare børn men alt, hvad de ejede. Alligevel er det nordmændenes store tab af så mange livsduelige og prægtige unge mennesker, der har farvet min julesorg.

Norske liv er som danske liv. Vi lever under den skandinaviske himmel. Jeres børn er vores børn. Det kunne lige så godt have været en af mine døtre, der var blevet skudt i sommer. Det kunne ligeså godt være sket i Danmark. Det var blomsten af norsk ungdom. De, der ikke kun ville drikke øl og høre musik. De ville noget mere. De var politisk aktive, argumentationsivrige og kritiske. De var den ungdom, som vi ikke kan overleve uden.

Men det kan norske fædre og mødre bliv nødt til. I skal finde overlevelsesvilje. Af flere grunde. Der er resten af familien at tage hensyn til. Og så er der selve princippet: At så ond en handling ikke må føre til mere død. Men mon ikke, der er en og anden mor eller far, der denne jul har været overvældet af sort håbløshed ved tanken om, at det elskede unge menneske aldrig kommer igen, og livet herefter vil være en endeløs række af jul og nytårsaftener med en tom stol.

H.C. Andersen har skrevet et eventyr om sorgens tidløse rum; ”Historien om en Moder”. Dyb sorg tvinger den sørgende ind et sted i sindet, hvor tiden hører op. Bogstavelig talt i eventyret, da vægurets ene lod rammer gulvet, idet Døden har taget et lille barn med sig ud af døren. Moderen havde ellers våget over barnet, men et øjeblik sov hun, og da gik Døden med hendes barn. Forrevet, blindet og grånet kommer moderen frem til Dødens have. Her har alle mennesker en blomst, som Døden graver op og tager med ind i ”De ubekendtes land”, når vi dør. Moderen finder sit barns lille blomst, og da Døden kommer for at grave blomsten op, forsøger hun at forhindre det ved at råbe, at hun river tilfældige blomster op, hvis Døden rører hendes barns blomst.
Da viser Døden hende sin brønd. I brøndens spejl ser hun to skæbner, en god og en ulykkelig. Derefter siger Døden, at det ene livsforløb var hendes barns. Hun kan nu tage sit barn hjem, men hun ved ikke, om barnet får en ulykkelig eller lykkelig skæbne. Da skriger moderen, at Døden straks skal bære hendes barn væk. Døden bliver overrasket og spørger, om moderen virkelig vil have, at den skal bære hendes barn ind i ”Det ubekendte land”. Hun beder da til Gud, og siger: ”Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste”. Derpå går Døden med hendes barn ind i ”det ubekendte land”.

Selvom jeg i årevis i min ph.d-afhandling havde beskæftiget mig med H.C. Andersens eventyr, forstod jeg aldrig dette eventyr. Jeg fattede ikke, at denne viljestærke mor ikke bare tog det barn med sig hjem. Men så opdagede jeg, at Andersen i originalmanuskriptet havde lavet en anden slutning. Eventyret fortsatte, hvor det nu slutter. Det hele har været en drøm. Moderen vågner op. Solen skinner udenfor, og barnet ligger i sin vugge og er rask. Den lyse slutning er streget over med et stort kryds. Det er altså ikke tilfældigt, at eventyret ender som det gør.
Men Andersen har også lavet en anden ændring. Da eventyret endte lyst med et raskt barn i vuggen, hed det sted Døden bringer de døde ind for ”en evig blomstrende have”. Det ændrede Andersen overalt i manuskriptet til det neutrale ”det ubekendte land”.

Hvorfor?
Fordi vi ved ikke, hvor Døden bærer vores døde hen. Landet bag døden er ubekendt. Vi ved det ikke, men Gud lover os, at det er en evig blomstrende have. Læs det igen. Tror du og jeg det, da kan vi som moderen ved brønden slippe det barn, Gud har besluttet sig for tage.

Vi ejer ikke vores børn. De er gaver, Gud i himlen gav. De er velsignelser, som vi kun ydmygt kan glæde os over, at vi får skænket. Vi holder aldrig op med at græde, når de bliver taget fra os, men vi ville for intet i verden have undværet den glæde, de gav os. Sorg er kærlighedens pris. Jo mere kærlighed, jo mere sorg.
Der er en stille trøst i, at de unge færdes i en evig blomstrende have, hvor glæden aldrig går ned. Det er vores tro og vores håb. Så enkelt beskrevet i dette salmevers:
”Og når dødens nat engang,
over mig sig sænker,
lad mig høre morgensang,
førend ret jeg tænker;
dine fugles morgensang
i den høje sommer,
der, hvor dag er altid lang
natten aldrig kommer!”

Må Gud i det kommende år mildne Norges sorg.

Julen er erindringens tid. Minderne indfinder sig det lille sekund, det tager, at gribe i kassen med juletræspynt.

Tag nu fuglen, der med en klips kan sættes på træet. Den sad også på sin gren, da jeg var så lille, at juleaften hvert år oplevedes på ny. Træet strakte sig til loftets top i min mormor og morfars midterste stue. Det bemægtigede sig rummet, selvom det lange bord fra spisestuen også strakte sig ind i juletræets stue. I den tredje stue var det kun adventskransen, der lyste op i halvmørket, hvor de vinrøde plysmøbler garanterede en vis orden. Her sad mændene gerne. I ly af adventskransens skær kunne de følge med i det lysende mylder af talende kvinder og løbende børn, der udgik fra juletræets mangeartede pynt og langbordets skinnende hvide dug. Først skulle de voksne spise så længe. Desværre. Efter megen gåen frem og tilbage med fade og service fra bord til køkken, skulle vi samles ved træet. Så læste min morfar en lang historie, som var uden bare antydningen af en prinsesse, mens gaverne lå og var hemmelighedsfulde under træet. Endelig sagde morfar Amen, men vi måtte ikke få gaver endnu. Nu skulle vi først synge og danse om juletræet. Eller snarere trippe. Vi var to kæder om træet og alle skulle vælge en sang. Det tog den længste tid i verden. Især fordi de sang salmerne så langsomt. Det havde min mor heller ikke tålmodighed til. Min mor var den sjoveste. Den klogeste. Og smukkeste. Med lange ben. Og altid sød ved mig. Hun sang hurtigere på de tungeste melodier og fik sine søstre til at smile overbærende.

Når jeg sætter den lille fugl på sin gren, husker jeg intet om de gaver, jeg fik. Men jeg husker min mors larmende familie, og hende midt i den. Jeg kan stadig mærke de første juls varme lykke, hvor jeg rundt om træet badede mig i det underfulde held, at netop hun var min mor. En fryd, der rakte langt ud over juledage. Glæden fandtes i hendes nærhed, og blev kun glimtvis afbrudt af forstemthed ved tanken om, at hun ind imellem måtte gå. Hun ved det ikke, men hun lærte mig tidligt, at man allerede nu kan savne det, man endnu ikke har mistet.
Der falder mange tårer i julemørket ved tanken om de jul, der gik. Men glæden var ikke kun, den venter også foruden. Allerede denne jul lover juleenglen, at juletåren svinder i glædens himmeldåb.

Når juletåren falder på jul, der engang var,
og tanken ubrudt drejer om de, der dengang bar,
da synger juleenglen om hjertets største håb:
:At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

Når juletåren trænger sig over øjets kant,
og alle lyse minder sig spejler salt i vand,
da synger juleenglen om hjertets største håb:
:At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

For sortere end sorgen var korsets håb, der brast,
og tungere end tårers tryk blev tvivlen naglet fast,
dog synger juleenglen, om hjertets største håb:
:At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

Hør glæden venter dig, bag englens julesang,
i Skagens gule sommer og bølgens åndefang,
for juleenglen synger om hjertets største håb:
: At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

I håbet tørrer Herren, mens lyset synges ind,
hver tåre væk og siger, til det fortabte sind,
at julestjernen stråler i hvert et hjertehåb,
:For juletåren svinder i glædens himmeldåb:

Tekst: Kathrine Lilleør
Melodi: Jakob Lorentzen

Paradoks: Danskerne har altid været EU-skeptikere. Modsat har et flertal Folketingspolitikere altid elsket EU. Det kan kun skyldes enten, at politikerne har større indsigt end vi andre, og derfor ved, at EU-samarbejdet er et ubetinget gode for Danmark – eller, måske er det meget sjovere at være en del af det store europæiske projekt frem for at sidde på sidelinjen, og ligesom de norske politikere kun have norsk politik at holde møder om.

Modsat vores politikeres opfordringer har danskerne flere gange stemt nej til at indgå i traktat-udvidelser. Derfor har vi de så omtalte forbehold, som nu generer vores EU-glade politikere igen igen. Det er vel nok irriterende med al det demokrati, så man ikke kan få lov at være rigtig med ved de store forhandlingsborde. Men der er hjælp at hente. Fra andre EU-politikere og EU-embedsmænd. Man har i EU fundet ud af, at Danmark godt kan være med i den kommende euro-pagt, uden at vi skal stemme om det. PYYY. Det ville nemlig være alt for risikabelt at lægge et så stort spørgsmål som EU-forbeholdene ud til en folkeafstemning. Man risikerer så mange nej-stemmer, at det ville sætte spørgsmålstegn ved det folkelige mandat bag Danmarks EU-medlemskab. Behændigt kan folkeafstemningen undgås ved, at Danmark kan komme med i europagten med forbehold, vrangvillig befolkning og potentielle grænsebomme alt inklusive.

Hvad Danmark får ud af at være med i europagten, fortaber sig i det dunkle. I et interview med EU-Kommissionens formand Barroso i lørdagens avis, forklarer han, at der vil være en række fordele for Danmark, hvis vi tilslutter os den kommende europagt. Eller han forklarer intet, han taler og taler i håb om at ingen opdager, at han intet siger:

”Set fra et europæisk perspektiv er der en række fordele for Danmark, hvis I vælger at tilslutte jer aftalen. I disse nye rammer vil der også komme vigtige diskussioner om konkurrenceevne og om, hvordan man stimulerer væksten, og hvordan vi kan arbejde mod mere ambitiøse økonomiske reformer. Inden for disse områder er Danmark ofte en rolle model, så det vil være en fordel at dele jeres erfaringer med de andre og blive målt op mod de andre deltagere. Det vil være en stor fordel at deltage i disse diskussioner.”

”Set fra et europæisk perspektiv”. Hvad med set fra et dansk perspektiv? ”Vigtige diskussioner” får vi lov at sidde med ved. Altid dejligt at være inviteret, selvfølgelig. At vi kan have den glæde at se danske folkevalgte føre sig frem på den europæiske løber og gøre en god figur er selvfølgelig altid nationalt opløftende, men det knækker nu engang ikke krisekurven, at Danmark er mødeleder for et forgældet EU.

Sandheden er, at de forgældede medlemslande har brug for at de mindre forgældede låner dem penge. Der er brug for solidaritet og samhørighed. Læs: At vi bidrager med vores relative mindre gæld og smalle overskud. Simpelthen. Det tror jeg faktisk også, at danskerne ville være med på, hvis man ved lyden af EU straks tænkte effektivitet, enkelhed, gennemsigtighed og maksimal national selvbestemmelse.

Men Barroso’s EU-kommission kan ikke levere det, der ligner. Det har alle gennemskuet, langt inde i de EU-optimistiske partiers rækker. Indtil videre er det desværre kun de politiske ungdomsorganisationer, der modsat deres moderpartier, er stærkt EU-kritiske, som har turdet sige det højt. Fremtiden tilhører ikke det fantom af et EU-projekt, vi kender i dag. Hvor ville det dog være skønt, hvis vores mest magtfulde politikere for en gangs skyld holdt op med at påstå, at noget går rigtig godt, når det tydeligvis går rigtig skidt.

Gåde: Hvorfor er det så politiker-sjovt at mødes med andre magtesløse europæiske politikere til uendelige møder, hvor ingen aner, hvad man enes om, – samtidig med, at unionen tiltager sig stadig større ret til at diktere national lovgivning i detaljen?

Modstanderne af homovielser skyer ingen midler. Således satte Birthe Rønn Hornbech sig forleden overskrævs på et løst missil, da hun anklagede kirkeministeren for at fylde hende med løgn.

Løgnen skulle være faldet på et møde i Folketingets Kirkeudvalg, den dag regeringen offentliggjorde beslutningen om, at homoseksuelle skal kunne vies på linje med heteroseksuelle i Folkekirken. Rønn Hornbech siger, at Manu Sareen helt uopforderet på mødet sagde, at biskopperne var enige med ham, men næste dag kunne hun læse, at det ikke var sandt. Hun siger:

”Da jeg så læste aviserne næste dag, tænkte jeg, at jeg var blevet fyldt med løgn, det er skrap kost, at han siger sådan, når vi kan læse, at biskopperne ikke er enige med ham. Så kan jeg ikke have tillid til ham”.

Booom. Et voldsomt skud, men angrebet er en selvhenter. Som tidligere kirkeminister ved Rønn Hornbech alt om, at biskoppelig enighed om homo-vielser svarer til, at man i den katolske kirke udnævnte en kvindelig pave. Det ville være sensationelt, og det er lodret umuligt at forestille sig, at Rønn Honbech ikke på et kirkeudvalgsmøde ville have undret sig højlydt. Selv siger ministeren, at han sagde det, han hele tiden har sagt: Biskopperne og han er ikke enige, men biskopperne har tilkendegivet, at de trods deres manglende enighed vil gå ind i arbejdet med at færdiggøre ritualerne til homovielserne. At et par af biskopperne nu måske heller ikke vil det, viser blot, at den biskoppelige enighed på dette punkt er ligeså letbevægelig som blade i en decemberstorm. Det ved Birthe Rønn Hornbech alt om, og hun har med sit referat fra kirkeudvalgsmødet, hvor hun anklager ministeren for at lyve, gjort hvad hun kunne for at ødelægge tilliden mellem kirkeminister og biskopper. Det er muligvis lykkedes hende, for folk der lyver, kan man som bekendt ikke have tillid til. Spørgsmålet er så bare, hvem det er, der lyver her.

Det er umuligt at finde ud af. Det ved Rønn Hornbech. De forskellige faste udvalg i folketinget har det grundprincip, at der ikke tages referat, og man refererer ikke mundtligt fra dem. Det er nogle af de få lukkede rum folkestyret har tilbage, og det er iltlommer for den politiske samtale. Her kan siges ting, overvejes løsninger, findes kompromiser, som hjælper lovgivningsarbejdet frem. Skidt med fornemme demokratiske principper for den frie samtale i udvalgsarbejder, Rønn Hornbech har allieret sig med DFs Christian Langballe, og sammen har de nu bedt kirkeministeren om skriftligt at redegøre for sine udvalgs-udtalelser. Booom. Det er heftigt at beskylde nogen for at lyve. Men undertiden gælder det gamle ord, at det man siger, er man selv.

Tilbage står det faktum, at Manu Sareen baner vej for vielser af homoseksuelle, som har bred folkekirkelig opbakning, samt bifaldes på tværs af mange partier og langt ind i Venstres rækker. Birthe Rønn Hornbech er ikke blevet ”fyldt med løgn”, men hendes angreb på ministeren afsporer debatten, ødelægger biskoppernes tillid til ministeren og dækker samtidig over, at hun ikke har opbakning til sin modstand mod homovielser hos sine egne. Der er mange måder at få sin vilje på. Nogle er mere fine end andre. 

”Gud er kærlighed” det er kristendommens budskab, hverken mere eller mindre. Det er så kort og fyndigt, at ethvert barn kan huske det, og samtidig er det i sin konsekvens så forargelig, at man bliver korsfæstet, hvis man insisterer på det.

Modstanderne af vielser i homoseksuelle i folkekirken har derfor et forklaringsproblem af dimensioner. For det første, fordi det er lodret ulogisk, at man i kirken nægter at fejre den velsignelse Gud giver, når han skænker to mennesker den stærke indbyrdes kærlighed, som et parforhold er. For det andet, fordi det burde anfægte kirkens folk, når man med Kristus på sin side og korset i ryggen nægter at anerkende homoseksuelles kærlighed som fuldgyldig ligeså stærk som kærligheden mellem mand og kvinde.

Ét sted er homoseksuelles kærlighed imidlertid aldrig blevet fordømt. Der findes ikke i evangelierne et eneste sted, hvor Kristus går i rette eller bare nævner homoseksualitet. Faktisk nævner han heller ikke ægteskabelig kærlighed eksplicit. Kristus beskæftigede sig aldrig med den kærlighed, der lykkeligt fejres mellem mennesker, han fokuserede altid på, når kærligheden er væk. Derfor er det da også i forbindelse med skilsmisser, at han i Matthæusevangeliets kapitel 19 kommer ind på ægteskabet, og dermed Skabelsen. Her spørger man ham, om det er i orden at blive skilt, og da svarer Kristus, at Gud i Skabelsen skabte mand og kvinde. De bliver i den erotiske akt ”ét kød”. Hvorpå han tilføjer: ”Hvad Gud har sammenføjet må et menneske ikke adskille”. Det er altså ikke godt at blive skilt, men når man alligevel har en lov, der tillader det, siger Kristus videre, så har man denne lov for sin ”hårdhjertetheds skyld”. Læs dette lille stykke igen. Det er altså i en skilsmisse-diskussion, at Kristus taler om Skabelsen og mand og kvinde, og han forklarer, at skilsmisse er dårligt, men vi er jo hårdhjertede, så det kan ikke være anderledes end, at vi har skilsmisser.

Hvordan denne passage kan komme til at handle om noget med homoseksuelles kærlighed, mener jeg er en læsning så langt ude af kontekst, at en studerende på det teologiske studiums forprøve ville dumpe på den. Men lad os nu alligevel langsomt zoome ud, og begynde med at konstatere, at ægteskabet for Kristus godt nok indebærer, at man bliver ”ét kød”, men der står ikke et ord om, at man er forpligtet på at få børn. Det er blevet nævnt i debatten, at ægteskabet alene er indstiftet med henblik på forplantning, men Kristus har vist et lidt mere lystbetonet syn på den side af et parforhold.

Med ægteskab har man så langt øjet rækker i almindelighed forstået et forhold mellem mand og kvinde, da det i de fleste samfund har været det kulturelt og civilretslige anerkendte. Det springende punkt i den verserende diskussion er, om der er belæg i den evangelisk-lutherske kirke for, at man kan vie homoseksuelle helt på linje med heteroseksuelle. De teologiske modstanderes fremmeste argument er, at Gud har skabt os som mand og kvinde – og at der ikke i de reformatoriske skrifter er belæg for, at vi kan opfatte ægteskabet som andet end et skabelsesforhold. Når jeg således taler om ægteskabet som et kærlighedsforhold, der udspringer at Guds velsignelse, så mener man, at det er ulærd tale. Jeg mener imidlertid, at det er modstanderne, der mangler lærdom.  For at finde belæg for deres synspunkter, har de kun et par enkelte skriftsteder, som de gentager i det uendelige, og som kun går an, hvis de dels læser dem bogstaveligt – Skabelsen – dels læser ude af kontekst – Kristi skilsmissetale. Og så er der det med de lutherske bekendelsesskrifter. Man glemmer behændigt, at ægteskabet i det lutherske ikke er en hellig handling. Et sakramente. Det var nøjagtig, hvad Luther brød med i forhold til den katolske kirke, hvor ægteskabet opfattedes, som en hellig institution, stiftet af Gud i himlen med et bestemt formål, nemlig at få børn. Luther tordnede mod denne helliggørelse af parforholdet, og han lagde ud med at henlægge vielserne til våbenhuset. Det blev i længden for ufestligt, så tilbage ved alteret har vi i femhundrede år i den lutherske kirke fejret Guds velsignelse af et pars kærlighed, samtidig med at vi har bedt til Gud om, at han vil vedblive med at lyse sin velsignelse over parret.

Bekendelsesskrifterne er blevet til ved Reformationen og ligeså vigtige de er for Folkekirkens selvforståelse, så er de trods alt skrevet af mennesker. Det er den Ritualbog, som vi præster skal følge, når vi udfører kirkelige handlinger også, og det betyder, at man selvfølgelig kan skrive ritualer om ligesom Bekendelsesskrifterne ikke skal læses som var de skrevet af Gud selv. Biblen skal naturligvis ikke skrives om, men den er trods alt heller ikke skrevet af Gud men af mennesker. Fejlbarlige mennesker, der har haft deres egne agendaer, som de undertiden i snæver vending har tillagt Kristus. Derfor kan intet i Biblen læses bogstaveligt. For os lutherske er der kun én begivenhed, vi kæmper for at tro på helt bogstaveligt: At Kristus døde, men blev levende igen. Ligesom du og jeg skal dø, men alligevel skal vi leve. Det er et faktum, der ikke kan diskuteres. Alt andet og da især små-passager hist og her er til diskussion. Luther så som den enestående skriftfortolker, han var, problemet. Det har altid været en udfordring, at man ikke bogstaveligt ord til andet finder sandheden i evangelierne, sandheden skal fortolkes frem. Man kan nemlig altid finde et sted i Biblen, der underbygger et hvilket som helst synspunkt. Derfor formulerede Luther et genialt læseprincip, der skal sortere i, hvad der er væsentligt og hvad der er mindre vigtigt i Biblen. Princippet er dette, at alt, hvad der i en eller anden afledt forstand kan siges at have med Jesu liv, død og opstandelse at gøre, er primært. Det vil sige, alt, hvad der kan siges, at bidrage til at illustrere Kristi frelsende forkyndelse er det vigtigste. Alt andet er sekundært. Læs det to gange. Det er en genial test. Den er ligeså simpel, som den for nogle i denne sammenhæng er ubehagelig:

Kan man sige, at modstanden mod homovielser rammer nerven i det, der er hovedbudskabet i Jesu liv, død og opstandelse? Det budskab nemlig, at Gud elskede verden, så højt, at han sendte sin søn for at fortælle os om sin kærlighed? Er det at holde homoseksuelle på afstand af alteret i overensstemmelse med det løfte alle døbte får i dåben om, at Kristus vil være med den døbte alle dage indtil verdens ende? Siges det i dåben, at bliver barnet homoseksuelt, så må det forstå, at Kristus holder en smule afstand?

Hvad har Skabelses-beretningens fortælling om mand og kvinde, der skal forplante sig, at gøre med den kærlighed, som Gud binder to mennesker sammen med uafhængig af alder og køn?

Intet.

Det er så indlysende enkelt, at selvfølgelig skal et homoseksuelt par kunne takke og bede for deres indbyrdes kærlighed ved et vielses-handling, selvfølgelig er deres forhold at betegne som et ægteskab, for selvfølgelig skal kirken være det første sted, vi lykønsker, når Gud har sagt ja.

Modstanden mod homovielser er pinlig. Ligesom man for halvtreds år siden trak løsrevne Bibelsteder frem for at undgå at få kvindelige præster, har man også nu travlt med at få kirke og kulturelle fordomme om homoseksuelle til at gå hånd i hånd. Men modstanderne mod homovielser har fremtiden bag sig. De vil blive stillet til regnskab af kommende generationer, som vil undre sig over, hvordan man i tidligere tider har kunnet få sig selv til at vise den kærlighed, Gud har skænket, væk fra alteret.

”Trænger du ikke snart til en ny mand?” Det er det sexchikanerende spørgsmål, som den socialdemokratiske gruppeformand Carsten Hansen skal have stillet en yngre sekretær ansat i partisekretariatet sidste december. Det var ikke under et formiddagsmøde, ej heller i kopirummet, men ud på natten på JazzHouse, hvor julefrokosten var endt. Læs spørgsmålet igen. Carsten Hansen, som Ekstrabladet kalder den ”stangstive minister”, skulle have chikaneret kvinden med lumre invitationer. Det kan Carsten Hansen selv i sagens natur ikke huske, han blev nemlig samme nat hjulpet ind i en taxi, fordi han ikke længere kunne gå selv. De, der var tilbage, kan sjovt nok heller ikke huske andre spørgsmål end noget i retning af, om hun trængte til en ny mand, denne unge, fraskilte sekretær. Hun følte sig forulempet, klagede til partiet og HK, og der er indgået forlig, idet man har anerkendt, at hun blev sexchikaneret af Carsten Hansen. Hansen er nemlig som partisekretær leder af hele partisekretariatet, og derfor principielt sekretærens foresatte. Når der er indgået ”forlig” indebærer det gerne penge. De var lettjente.

Sagen ligner en Nicoline Werdelin-stribe, og det bidrager HK til. Om man så ganger Carsten Hansen-spørgsmålet til kvinden med 100, så er det at udhule forbuddet mod sexchikane når man forveksler sexchikane og julefrokostplatheder. For rigtig grum sexchikane finder jo sted. På den alvorlige måde. På arbejde, i arbejdstiden, hvor kvinden ikke selv kan vælge, om hun vil gå – eller hun vil blive og drikke flere drinks. Her var det en oplagt sag for en gruppeformand i et stort arbejderparti at stå fast, når det gælder. Vedkende sig, at han intet husker, men dog fastholde, at der intet håndgribeligt skete, at det var langt ude på natten, hvor mænd bliver reduceret til mænd og kvinder, uanset ansættelse, bliver ophøjet til kvinder. Hvor er det dog uskønt, hvor lidt man tør vove sig ud i kamp for faglige rettigheder i det gamle socialdemokrati. Faglige rettigheder er ikke noget pjat, men alvor, som der skal stå respekt om. Rettigheder, der omfatter både leder og ansat, og som kun kan værnes, hvis de ikke udvandes og lyder som revyviser. For ligesom, der er ansatte, der bliver sexchikaneret uden, at det bliver taget alvorligt, så er der selvfølgelig også ledere, der risikerer at blive anklaget uden, at man med rimelighed kan sige, at de har gjort noget ulovligt.

HK og Carsten Hansen har i fællesskab fået sexchikane til at handle om chefens natlige stangstive tilnærmelser til sekretæren på en natklub. Men sexchikane er og har altid været et grumt undertrykkelsesmiddel, som folk i almindelighed har haft svært ved at tage alvorligt. HK, Carsten Hansen og hans partisekretariats konfliktskyhed har uskønt kun bidraget til morskaben.

Resten af lørdagen kan man så gå og overveje, hvordan man i HK overhovedet har kunnet tage en henvendelse om sexchikane ved en julefrokost alvorligt. Julefrokoster er skemalagt sexchikane. Carsten Hansen var faktisk i sin beruselse mere høflig, end så mange andre mænd er ud på julefrokostnatten – for han spurgte i det mindste først.

Hvis det er så vigtigt med familien, hvorfor er man så ikke mere sammen med den? Læs det spørgsmål to gange. Det er vor tids familiehykleri i sms-format. Seniorforsker Jens Bonke stiller spørgsmålet, på baggrund af en rapport, Rockwool Fondens forskningsenhed har begået. Her er det med fodnoter blevet dokumenteret, at fædre med småbørn begynder at arbejder mere, når de får børn. Den pæne forklaring er, at familiens fremtid skal sikres, men det er jo ikke altid en nødvendig prioritering. Når småbørne-faren påtager sig mere arbejde, skyldes det ofte rigtig meget mere end noget med at tage ansvar for familiens økonomi.

Almindelig dovenskab, for nu bare at nævne det, jeg umiddelbart tænker. De færreste par ved, før de får børn, hvor benhårdt det er at sætte børn i verden. Fødselssmerten er intet i forhold til det regelrette liv, der følger de næste fire-fem år. Måltider, der skal serveres til tiden. Barnevogne, der skal trilles, middagssøvn, der skal afvikles, sygdomme, der skal nedkæmpes, lege, der skal leges, gråd, der skal stilles. Alle egne voksen-behov på pause, barnets basale behov frem for alt. ”Børn skiller mere end de samler”, sagde de gamle, og tænkte på parforholdet. Mor falder i søvn samtidig med barnet, endnu inden rødvinen er trukket op fredagaften. Der er dømt mor/barn-symbiose, også selvom hun voldsomt gerne vil være sammen med barnets far. Den nybagte far er uanset, hvad tidens far-trend postulerer, altid med på en kigger i den første lange tid af barnets liv. Er der noget at sige til, at han er glad for, at der er et (arbejds)sted i verden, hvor han får masser opmærksomhed, og bliver belønnet for sin indsats? Jeg synes ikke, at det er mærkeligt, det er helt naturligt, man må bare ikke sige det højt.

Vi har gjort familien blevet en kult, hvor børnene er guderne, og trosbekendelsen er, at man sværger, at familien er vigtigst. Går forud. Hvad den naturligvis gør for de færreste, fordi man ikke kan holde ud at være sammen med den, og slet ikke hele tiden. Således er det i vide kredse et helt almindeligt fænomen i familier med små og halvstore børn, at far arbejder igennem, er næsten aldrig hjemme, og det erotiske samliv mellem forældrene er ligesom juleaften – en gang om året. Der er intet nyt i, at fædre flygter fra yngelplejen. Det har mænd gjort til alle tider. Det nye er, at det er så skamfuldt ikke bare at gøre det, men alene at indrømme, at man har lyst til det, er lodret forargeligt. Det er derfor, at vi skal have Rockwool Fonden til at fortælle os det, for der er ingen småbørnefædre, der offentligt tør vedgå, at de visner, hvis de skal være for meget sammen med deres små børn.

For nylig udgav jeg en biografi med erhvervsmanden Lars Nørby Johansen: ”Liv og ledelse. Lars Nørby Johansen set af Kathrine Lilleør”. Der er mange grunde til, at jeg har skrevet den bog. Lars Nørby er en veltalende og eftertænksom mand med et uomtvisteligt talent for at lede virksomheder frem til stor succes. Men en af grundene til, at jeg måtte skrive hans historie var, da han fortalte, at han fik hjerteproblemer, da han var midt i trediverne, havde kone og små børn og en glimrende universitetskarriere. Lægen sagde bare, at hjertet havde det godt, der var ingen fysisk forklaring på, hvorfor det gjrode ondt. Nørby måtte derpå konstatere, at han havde ondt i hjertet, fordi han måtte søge andre udfordringer end dem, hans universitets-liv bød på. Også selvom det ville komme til at gå ud over hans familie. Det var en prioritering, der med fysisk ufravigelighed satte sig igennem i ham. Han valgte arbejdet frem for familien. Nørby Johansen var ikke stolt over det, heller ikke i dag, men han er modig nok til at sige det højt. Der er ikke mange mænd, der tør vedkende sig den prioritering, men det gør det ikke mindre sandt.

Selvransagende samtidsspørgsmål: Er man kun et godt menneske, hvis man i ét og alt lader sin familie komme først?

Erhvervslivet har et gigantisk imageproblem. Det er først og sidst erhvervsfolkets egen skyld. Man har været for arrogante i forhold til at opnå folkelig gennemslagskraft. I et demokrati er der ingen vej uden om. Hvis folket ikke kender dig, ved, hvad du mener, og forstår dine bevæggrunde, kan du heller ikke regne med folkelig opbakning. Krisen tordner om ørerne på os, og vores eneste håb er de private virksomheder, der kan tjene penge ind til landet. Men den pointe har man folkeligt ikke fattet. Det er ikke tydeligt fra Skagen til Gedser, at vi kun overlever, hvis erhvervslivet er stærkt og bliver støttet. Havde man folkeligt forstået det, kunne ingen andre end blankøjede studerende, skolelærere og et par kunstnere drømme om at stemme Enhedslisten og SF.

Når vi har fået en socialistisk skatteminister skyldes det, at erhvervslivet på trods af, at krisen har haft retning mod os i flere år, ikke har mobiliseret deres dyrt betalte kommunikationsafdelinger – og deres guldbelagte brancheforening Dansk Industri. Hvad virksomhederne går og klatter egne penge til er deres beslutning, men at man ikke har koncentreret sig i tide om at forklare danskerne, hvor vigtigt det er, at de private erhverv sikres frie rammer i lovgivning såvel som skat, er en katastrofe, som i rockermiljøet ville udløse en del mere end dummebøder. Resultatet er en skatteminister, der for tiden ugentligt tæppebanker erhvervslivet. Sidste uge var det de multinationale selskaber, der overholder gældende skatteregler, men nu skal opleve en skatteminister anklage dem for skatteunddragelse, i denne uge var vi kommet til de familieejede virksomheders pengetanke. Ikke et eneste taknemligt ord om, at vi er glade for, at man vil være i Danmark, tak og tak igen for arbejdspladser. Den planøkonomiske skatteminister er som de fleste socialister før ham hamrende ligeglad med arbejderne, nu han er kommet til magten. Det gælder det om at skrabe penge ind til staten, så staten – læs han selv – kan uddele pengene som den helst vil. At folk bliver fyrede er sandelig ikke ministerens men virksomhedernes skyld.

Sådan kan det gå, fordi det nålestribede segment i toppen af erhvervslivet ikke personligt har påtaget sig at vise danskerne mennesket bag. Af en eller anden grund er det fornemt at holde sig hævet over pressen og den personlige vinkel på såvel virksomhed som livsværk. Men folkelig gennemslagskraft har man aldrig kunne betale sig fra. Man har altid måtte lægge person og liv til. Hvis danskerne skal få omsorg, stolthed og lyst til at værne om erhvervslivet, må erhvervsledere i langt højere grad stå personligt frem. Fortælle om deres liv, deres job, deres lidenskab, der frygt – kort sagt blive mennesker og ikke talende jakkesæt.

Det kræver mod at være de første. Det kræver også omtanke, for at det bliver vedkommende. Ikke noget med, at man ”kobler af med golf i sin fritid”. Vi skal forbinde virksomheder med ansigter, med historier, med de menneskelige dramaer, der foregår hver eneste dag på direktionsgangen i disse tider, når aktiekursen igen dykker. Det er en opgave, den enkelte virksomhedsleder kun selv kan løfte. Det er ikke så svært. En god begyndelse vil være at løsne slipseknuden, droppe ”man” og ”vi” og istedet sige: ”jeg…”.

Bøsser må ikke kalde sig ægtemænd eller ægtefæller, de må nøjes med at være ”livsfæller”. Kirkeminister Manu Sareen, der ellers har svoret, at han vil kæmpe for de homoseksuelles ret til kirkevielser i ligestillingens navn, er tilsyneladende blevet banket på plads. Om det er biskopperne, den kirkelige højrefløj nu med Søren Krarup, eller bare almindelige reaktionær modstand mod homoseksuelle, som findes på enhver villavej, er ikke til at sige. Sareen har tilsyneladende besluttet sig for at skrue ned for ligestillingsambitionerne, hvilket er rigtig, rigtig trist. Homoseksuelle skal stille sig tilfredse med, at de herefter kan blive gift i folkekirken, men de bliver aldrig ægtefolk, men kun ”livsfæller”.

Bortset fra, at ”livsfælle” lyder som noget, der klapper sammen om en, og er fatalt, hvis man er en rotte, så forstår jeg ikke, at kønnet på ens partner skal være afgørende for, om man er ægtemand/ægtehustru eller livsfælle. Gifter jeg mig med en mand er han min ægtemand, gifter jeg mig med en kvinde, er hun ikke min ægtehustru men livsfælle. Enhver kan høre, at de, der sidder og fedter med disse formuleringer har sex på hjernen.

Homoseksuelles rettigheder ender altid i dyneløfteri, for det er er jo ind-ud-akten, der ligger til grund for de forskellige betegnelser. Ægtefælle/ægtemand/ægtehustru kan man kun få lov at kalde sig, hvis der er forplantningsperspektiv i de øvelser, man foretager sig med sin partner, når man har sex. Det er ikke alene snagende og snerpet, men man foretager med sit livsfælle/ægtefælle-fedteri en udefrakommende bedømmelse af et elskende pars forhold. Ved synet af en mand og en kvinde foran alteret, mener man at kunne konkludere, at de to står i et forplantningsforhold til hinanden, hvormed man anerkendende tillader disse to at kalde sig ægtepar.

Men det er kun den kirkelige højefløj og den homofobiske borgerlighed, der forestiller sig, at Jesus er enig i synspunktet. I kirken er vi forpligtede på at tale om indre og ikke ydre anliggender mellem mennesker. Vi forkynder Guds kærlighed, der går fra hjerte til hjerte og forbinder mennesker usynligt på talrige måder, som ingen andre end Gud har overblik over. Vielsen er fejringen af den kærlighed, som Gud har skænket to mennesker. Forplantningen kan i den forbindelse være en lykkelig gevinst ved parrets kærlighed. Men behøver ikke at være det. Derfor vier vi da også glad og gerne barnløse og ældre mennesker, hvis erotiske kærlighed ikke fører til anden lykke end deres gensidige fornøjelse. Når jeg om nogle år ikke længere vil kunne forplante mig, men alligevel har lov at kalde den mand, jeg måske gifter mig med for min ægtemand, hvorfor må jeg ikke, hvis den udvalgte skulle være en kvinde, kalde hende min ægtehustru?

Det er tonedøvt for Jesu forkyndelse og derfor intet mindre end ukristeligt, at ville diskriminere homoseksuelles kærlighed ved helt ind i vielsesritualet at fastholde dem på deres seksualitet – og dermed pådutte dem en anderledeshed i forhold til kærligheden og Gud selv. Det er seksualforskrækkelse og homofobi i en uskøn blanding.

”Livsfælle” i vielsesritualet er en fælde. Bare Manu Sareen ikke går i den.